Bg 1.12
tasya sañjanayan harṣaṁ
kuru-vṛddhaḥ pitāmahaḥ
siṁha-nādaṁ vinadyoccaiḥ
śaṅkhaṁ dadhmau pratāpavān
tasya — hans (Duryodhanas); sañjanayan — forøgende; harṣam — glæde; kuru-vṛddhaḥ — Kuru-dynastiets ældste (Bhīṣma); pitāmahaḥ — bedstefaderen; siṁha-nādam — brølende lyd, som en løves brøl; vinadya — idet han lod lyde; uccaiḥ — meget højt; śaṅkham — i konkylien; dadhmau — blæste; pratāpa-vān — den tapre.
Bhīṣma, Kuru-dynastiet og krigernes store, tapre bedstefader, blæste da højt i sin konkylie og fremkaldte en lyd som en løves brøl til stor glæde for Duryodhana.
FORKLARING: Kuru-dynastiets bedstefader kunne forstå, hvad der foregik i hjertet på hans sønnesøn Duryodhana. På grund af sin naturlige medfølelse med ham forsøgte han at opmuntre ham ved at blæse højt i sin konkylie, så den lød som en løves brøl. Gennem konkyliens symbolik fortalte han indirekte sin nedtrykte sønnesøn Duryodhana, at denne ingen chance havde for at vinde slaget, eftersom den Højeste Herre, Kṛṣṇa, befandt Sig på den anden side. Men ikke desto mindre var det hans [Bhīṣmas] pligt at føre an i slaget, og i den henseende ville han give sig selv fuldt ud.