No edit permissions for Dansk

TEXT 52

śrī-bhagavān uvāca
su-durdarśam idaṁ rūpaṁ
dṛṣṭavān asi yan mama
devā apy asya rūpasya
nityaṁ darśana-kāṅkṣiṇaḥ

śrī-bhagavān uvāca — Guddommens Højeste Personlighed sagde; su- durdarśam — meget vanskelig at se; idam — denne; rūpam — form; dṛṣṭavān asi — som du har set; yat — som; mama — Min; devāḥ — halvguderne; api — også; asya — denne; rūpasya — form; nityam — bestandigt; darśana-kāṅkṣiṇaḥ — higer efter at se.

Guddommens Højeste Personlighed sagde: Min kære Arjuna, denne Min form, som du nu ser, er meget vanskelig at beskue. Selv halvguderne søger bestandigt efter muligheden for at se denne højtelskede form.

FORKLARING: I dette kapitels vers 48 afsluttede Herren Kṛṣṇa åbenbaringen af Sin universelle form og fortalte Arjuna, at det ikke er muligt at se denne form ved hjælp af nok så mange fromme handlinger, ofringer osv. Nu bliver ordet su-durdarśam brugt, hvilket angiver, at Kṛṣṇas toarmede form er endnu mere fortrolig. Det kan muligvis lade sig gøre at få Kṛṣṇas universelle form at se ved at tilføje lidt hengiven tjeneste til forskellige ting som askese, vediske studier og filosofisk spekulation. Det er måske muligt, men uden et anstrøg af bhakti kan man ikke få den at se, hvilket allerede er blevet forklaret. Men ud over den universelle form er Kṛṣṇas toarmede form endnu sværere at få at se for selv halvguder som Brahmā og Herren Śiva. De vil gerne se Ham, og vi ved fra Śrīmad- Bhāgavatam, at da Han efter sigende skulle befinde Sig i Sin moder Devakīs skød, kom alle himlens halvguder for at se vidunderet Kṛṣṇa, og de fremførte smukke bønner til Herren, selv om Han ikke var synlig for dem på det tidspunkt. De glædede sig til at få Ham at se. En tåbelig person kan håne Ham i den tro, at Han er et almindeligt menneske, eller måske vise sin respekt, ikke til Ham, men til det upersonlige “noget” inden i Ham, men dette er alt sammen forvrøvlede ideer. Selv halvguder som Brahmā og Śiva ønsker at se Kṛṣṇa i Hans toarmede form.

Dette bliver videre bekræftet i Bhagavad-gītā (9.11). Avajānanti māṁ mūḍhā, mānuṣīṁ tanum āśritam: Han er ikke synlig for tåbelige personer, der håner Ham. Som det bekræftes i Brahma-saṁhitā og af Kṛṣṇa Selv i Bhagavad-gītā, er Kṛṣṇas krop fuldkommen åndelig og fuld af lyksalighed og evighed. Hans krop er på intet tidspunkt som en materiel krop. Men for dem, der reducerer Kṛṣṇa, Bhagavad-gītā eller lignende vediske skrifter til et rent akademisk studie, er Kṛṣṇa et problem. Den, der anvender en materiel metode, anser Kṛṣṇa for at være en stor historisk personlighed og meget klog filosof, men Han var dog et almindeligt menneske, og selv om Han var yderst kraftfuld, var Han nødt til at acceptere en materiel krop. I sidste ende tror de, at den Absolutte Sandhed er upersonlig. De tror derfor, at fra Sit upersonlige aspekt antog Han et personligt aspekt, der var bundet til den materielle natur. Dette er en materialistisk ide om den Højeste Herre. En anden forestilling er spekulativ. De, der søger viden, spekulerer også over Kṛṣṇa og anser Ham for mindre vigtig end den Højestes universelle form. Således tror nogle, at Kṛṣṇas universelle form, der blev manifesteret for Arjuna, er vigtigere end Hans personlige form. Ifølge dem er den Højestes personlige form en slags indbildning. De tror, at den Absolutte Sandhed yderst set ikke er en person. Men den transcendentale proces bliver beskrevet i Bhagavad-gītā i kapitel 4: Man skal høre om Kṛṣṇa fra autoriteter. Det er den egentlige vediske proces, og de, der rent faktisk følger den vediske tradition, hører om Kṛṣṇa fra autoriteterne, og ved at høre om Kṛṣṇa igen og igen kommer man til at holde af Ham. Som vi har forklaret adskillige gange, dækkes Kṛṣṇa af Sin yogamāyā-energi. Han kan hverken ses af eller åbenbares for hvem som helst. Kun den, for hvem Han afslører Sig selv, kan se Ham. Dette bliver bekræftet i de vediske skrifter: Den, der er en overgivet sjæl, kan faktisk forstå den Absolutte Sandhed. Gennem uafbrudt Kṛṣṇa-bevidsthed og hengiven tjeneste til Kṛṣṇa bliver transcendentalistens åndelige øjne åbnet, og han kan se Kṛṣṇa gennem åbenbaring. Selv for halvguderne er en sådan åbenbaring ikke mulig. Derfor er det svært selv for halvguderne at forstå Kṛṣṇa, og de avancerede halvguder håber altid at få Kṛṣṇa at se i Hans toarmede form. Konklusionen er, at selv om det er meget, meget vanskeligt og ikke forundt alle og enhver at få Kṛṣṇas universelle form at se, er det endnu sværere at forstå Hans personlige form som Śyāmasundara.

« Previous Next »