TEXT 5

FORKLARING: Gruppen af transcendentalister, der følger vejen mod den Højeste Herres ufattelige, umanifesterede, upersonlige aspekt, betegnes som jñāna-yogīer, og de, der er fuldstændigt Kṛṣṇa-bevidste og er engageret i Herrens hengivne tjeneste, kaldes bhakti-yogīer. Her gives der klart udtryk for forskellen på jnāna-yoga og bhakti-yoga. Jñāna- yoga-processen er yderst besværlig, selv om den i sidste ende fører til samme mål, imens bhakti-yogaens vej, der indebærer at være engageret i Guddommens Højeste Personligheds direkte tjeneste, er lettere og er naturlig for den legemliggjorte sjæl. Den individuelle sjæl har været legemliggjort i umindelige tider. Det er meget svært for ham blot teoretisk at forstå, at han ikke er kroppen. Bhakti-yogīen accepterer derfor Kṛṣṇas Deitet som tilbedelsesværdig for på den måde at have en kropslig forestilling, som sindet kan hæfte sig ved.

Her skal det nævnes, at tilbedelse af Guddommens Højeste Personlighed i Hans form i templet selvfølgelig ikke er afgudstilbedelse. Ifølge den vediske litteratur kan tilbedelse være enten saguṇa eller nirguṇa, dvs. tilbedelse af den Højeste med eller uden egenskaber. Tilbedelse af Deiteten i templet er saguṇa-tilbedelse, for Herren repræsenteres her af materielle kvaliteter. Men selv om Herrens form bliver repræsenteret af materielle elementer som sten, træ eller oliefarver, er den i virkeligheden ikke materiel. Det er den Højeste Herres absolutte natur.

Et dagligdags eksempel kan gives her. Vi kan finde postkasser på gaden, og hvis vi lægger vores breve i disse postkasser, kommer de uden problemer frem til deres bestemmelsessted. Men en hvilken som helst tilfældig kasse eller en efterligning af en postkasse, der ikke er autoriseret af postkontoret, duer ikke. På samme måde har Gud en autoriseret repræsentation i form af Deitets-formen, der kaldes arcā-vigraha. Denne arcā-vigraha er en inkarnation af den Højeste Herre. Gud tager imod tjeneste i den form. Herren er almægtig. Han besidder al kraft. Han kan derfor i Sin inkarnation som arcā-vigraha tage imod den hengivnes tjeneste specielt for at facilitere det betingede menneske.

Således er det ikke svært for en hengiven øjeblikkeligt og direkte at nærme sig den Højeste, men for dem, der følger den upersonlige vej til åndelig erkendelse, er det svært. De er nødt til at forstå den Højestes umanifesterede repræsentation gennem vedisk litteratur som Upaniṣaderne, og de er nødt til at lære sproget, forstå de uopfattelige følelser og erkende alle disse processer. Dette er ikke nemt for et almindeligt menneske. Men en Kṛṣṇa-bevidst person, der er engageret i hengiven tjeneste, erkender meget let Guddommens Højeste Personlighed blot ved at blive vejledt af den ægte åndelige mester, blot ved regelmæssigt at fremføre sine hyldester til Deiteten, blot ved at høre om Herrens herligheder og blot ved at indtage resterne af den mad, der er ofret til Herren. Upersonalisterne følger utvivlsomt en unødigt besværlig vej med risiko for i sidste ende alligevel ikke at erkende den Absolutte Sandhed. Men personalisten vender sig uden risici, problemer eller besværligheder direkte til den Højeste Personlighed. Der findes en lignende passage i Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.4). Her står der, at hvis man i sidste ende alligevel er nødt til at overgive sig til Guddommens Højeste Personlighed (denne overgivelsesproces kaldes bhakti), men i stedet påtager sig besværet med at forstå, hvad der er Brahman, og hvad der ikke er Brahman, og bruger hele livet på den måde, får man ikke andet end problemer ud af det. Man bliver derfor rådet her til ikke at følge denne besværlige vej til selverkendelse, for det endelige resultat er usikkert.

Et levende væsen er for evigt en individuel sjæl, og hvis man ønsker at blive ét med den åndelige helhed, kan man opnå dette ved at erkende de evige og kundskabsmæssige sider i sin oprindelige natur, men man vil ikke erkende lyksalighedsaspektet. Ved en hengivens nåde kan sådan en transcendentalist, der er højt uddannet inden for jñāna-yoga-metoden, dog komme til bhakti-yoga eller hengiven tjeneste. På det tidspunkt kan lang tids praktisering af upersonalisme også give anledning til problemer, for man kan ikke give slip på idéen. En legemliggjort sjæl løber derfor altid ind i vanskeligheder med det umanifesterede, både under udøvelsen, og når det kommer til tidspunktet for erkendelse. Alle levende sjæle er delvist uafhængige, og man må være helt klar over, at denne umanifesterede erkendelse strider mod naturen af ens åndelige lyksalige selv. Man bør ikke indlade sig på den proces. For alle individuelle levende væsener er den bedste vej Kṛṣṇa-bevidsthed, der indebærer at være fuldt engageret i hengiven tjeneste. Hvis man vælger at ignorere denne hengivne tjeneste, er der fare for, at man vender sig mod ateisme. Som allerede udtrykt i dette vers bør metoden med at koncentrere sin opmærksomhed på det umanifesterede, det ufattelige, det, der ligger uden for sansernes rækkevidde, derfor på intet tidspunkt tilskyndes, specielt ikke i denne tidsalder. Det tilrådes ikke af Herren Kṛṣṇa.