TEXT 19
tān ahaṁ dviṣataḥ krūrān
saṁsāreṣu narādhamān
kṣipāmy ajasram aśubhān
āsurīṣv eva yoniṣu
tān — de; aham — Jeg; dviṣataḥ — misundelige; krūrān — ondsindede; saṁsāreṣu — i den materielle eksistens’ ocean; nara-adhamān — de laveste blandt mennesker; kṣipāmi — Jeg placerer; ajasram — bestandigt; aśubhān — ulykkevarslende; āsurīṣu — i dæmoniske; eva — afgjort; yoniṣu — i livmoderne.
De, der er misundelige og ondsindede, de laveste blandt mennesker, kaster Jeg bestandigt ned i den materielle eksistens’ ocean i forskellige dæmoniske arter.
FORKLARING: I dette vers bliver det gjort klart, at placeringen af en bestemt individuel sjæl i en bestemt krop afgøres af den højeste vilje. Den dæmoniske person indvilliger måske ikke i at acceptere Herrens overhøjhed, og det er et faktum, at han kan handle ifølge sine egne luner, men hans næste fødsel afhænger af Guddommens Højeste Personligheds beslutning og ikke af ham selv. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatams Tredje Bog (3.31.1) placeres en individuel sjæl efter sin død i en moders liv, hvor han får en bestemt krop under tilsyn af en højere magt. I den materielle tilværelse finder vi derfor alle mulige arter som dyr, insekter, mennesker osv. Det hele arrangeres af den højere magt. Intet er tilfældigt. Hvad N dæmonerne angår, står der tydeligt her, at de bestandigt bliver anbragt i dæmoners moderliv og på den måde fortsætter med at være misundelige og de laveste blandt mennesker. Sådanne dæmoniske menneskeracer er altid fulde af lyst, altid voldelige og hadefulde og altid urene. De mange former for jægere i junglen anses for at høre til de dæmoniske arter.