No edit permissions for Dansk

TEXT 16

manaḥ-prasādaḥ saumyatvaṁ
maunam ātma-vinigrahaḥ
bhāva-saṁśuddhir ity etat
tapo mānasam ucyate

manaḥ-prasādaḥ — sindets tilfredshed; saumyatvam — uden dobbeltspil over for andre; maunam — alvor; ātma — af selvet; vinigrahaḥ — beherskelse; bhāva — af ens natur; saṁśuddhiḥ — renselse; iti — således; etat — dette; tapaḥ — askese; mānasam — sindets; ucyate — siges at være.

Og tilfredshed, ligefremhed, alvor, selvbeherskelse og renselse af ens eksistens er sindets askese.

FORKLARING: At gøre sindet asketisk vil sige at løsrive det fra sansenydelse. Sindet bør disciplineres på en sådan måde, at det altid kan tænke på at gøre godt for andre. Den bedste træning af sindet er tankens alvor. Man må ikke afvige fra Kṛṣṇa-bevidsthed og skal altid undgå sansetilfredsstillelse. At rense sin natur vil sige at blive Kṛṣṇa-bevidst. Tilfredshed i sindet kan kun opnås ved at fjerne det fra tanker om sansenydelse. Jo mere vi tænker på sansenydelse, desto mere utilfreds bliver sindet. I den nuværende tidsalder beskæftiger vi unødigt sindet med alle mulige former for sansenydelse, og derfor er det helt umuligt for sindet at blive tilfreds. Det bedste er at rette sindet mod den vediske litteratur, der er fuld af tilfredsstillende beretninger som i Purāṇaerne og Mahābhārata. Man kan drage nytte af kundskaben deri og på den måde blive renset. Sindet skal være uden falskhed, og man bør tænke på alles velfærd. Tavshed vil sige, at man altid tænker på selverkendelse. I den forstand forholder en Kṛṣṇa-bevidst person sig altid fuldkommen tavs. At beherske sindet vil sige at trække det væk fra sansenydelse. Man skal være ligefrem i sin adfærd og således rense sin eksistens. Tilsammen udgør alle disse egenskaber askese i sindets aktiviteter.

« Previous Next »