TEXT 14
adhiṣṭhānaṁ tathā kartā
karaṇaṁ ca pṛthag-vidham
vividhāś ca pṛthak ceṣṭā
daivaṁ caivātra pañcamam
adhiṣṭhānam — stedet; tathā — også; kartā — aktøren; karaṇam — instrumenter; ca — og; pṛthak-vidham — de forskellige slags; vividhāḥ — de forskellige; ca — og; pṛthak — adskilte; ceṣṭāḥ — bestræbelser; daivam — den Højeste; ca — også; eva — afgjort; atra — her; pañcamam — den femte.
De fem faktorer, der bestemmer enhver handling, er handlingsstedet [kroppen], aktøren, de forskellige sanser, de mange forskellige former for bestræbelse og yderst set Oversjælen.
FORKLARING: Ordet adhiṣṭhānam refererer til kroppen. Sjælen inde i kroppen handler for at skabe resultaterne af sine handlinger, og derfor kaldes han kartā, “aktøren”. At sjælen både er kenderen og den, der handler, står der i śruti: eṣa hi draṣṭā sraṣṭā (Praśna Upaniṣad 4.9). Det bekræftes også i Vedānta-sūtra med aforismerne jño ’ta eva (2.3.18) og kartā śāstrārthavattvāt (2.3.33). Sanserne er handlingsinstrumenter, og sjælen handler på forskellige måder gennem sanserne. Til enhver handling hører der en bestemt bestræbelse. Men Oversjælen, der sidder som en ven inden i hjertet, er i sidste ende den, hvis vilje alle ens handlinger afhænger af. Den Højeste Herre er således den endelige årsag. På denne måde bliver den, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed under vejledning af Oversjælen i hjertet, helt naturligt ikke bundet af nogen handling. De, der er helt Kṛṣṇa-bevidste, er yderst set ikke ansvarlige for deres handlinger. Alt afhænger af den højeste vilje, Oversjælen, Guddommens Højeste Personlighed.