KAPITEL TO:

Bg 2.1: Sañjaya sagde: Da Madhusūdana, Kṛṣṇa, så Arjuna overvældet af medfølelse og meget nedtrykt med tårefyldte øjne, talte Han som følger.

TEXT 2: Guddommens Højeste Personlighed sagde: Min kære Arjuna, hvordan er disse urenheder kommet over dig? De passer sig slet ikke for et menneske, der kender livets værdi. De fører ikke til højere planeter, men til vanære.

Bg 2.3: Giv ikke efter for denne nedværdigende umandighed, for den klæder dig ikke, O Pṛthās søn. Opgiv denne smålige svaghed i hjertet og rejs dig, O du fjendens tugter.

Bg 2.4: Arjuna sagde: O Du dræber af fjender, O Madhus banemand, hvordan kan jeg gå til modangreb med pile på mænd som Bhīṣma og Droṇa, der er min tilbedelse værdig?

Bg 2.5: Det ville være bedre at leve som tigger i denne verden end at leve på bekostning af livet af store sjæle, der er mine læremestre. Selv om de begærer verdslig vinding, er de mine overordnede. Hvis de bliver slået ihjel, vil alt, vi nyder, være beplettet med blod.

Bg 2.6: Ej heller ved vi, hvad der er bedst – at besejre dem eller blive besejret af dem. Hvis vi dræber Dhṛtarāṣṭras sønner, vil vi ikke bryde os om at leve. Ikke desto mindre står de nu foran os på slagmarken.

Bg 2.7: Nu er jeg usikker på, hvad der er min pligt, og jeg har tabt al fatning på grund af gnieragtig svaghed. I denne tilstand beder jeg Dig fortælle mig, hvad der med sikkerhed er bedst for mig. Nu er jeg Din discipel og en sjæl overgivet til Dig. Vær god at vejlede mig.

Bg 2.8: Jeg kan ikke finde nogen måde, hvorpå jeg kan bortjage denne sorg, der indtørrer mine sanser. Jeg vil ikke kunne blive den kvit, om jeg så vinder et blomstrende, ubestridt kongerige på Jorden med suverænitet som halvguderne i himlen.

Bg 2.9: Sañjaya sagde: Da Arjuna, fjendernes tugter, havde talt således, sagde han til Kṛṣṇa: “Govinda, jeg vil ikke kæmpe,” og tav derpå.

Bg 2.10: O Bharatas efterkommer, derpå talte en smilende Kṛṣṇa midt imellem de to hære følgende ord til den sorgtyngede Arjuna.

Bg 2.11: Guddommens Højeste Personlighed sagde: Mens du taler kloge ord, sørger du over det, der ikke er sorg værdigt. De, der er vise, sørger hverken over de levende eller de døde.

Bg 2.12: Aldrig var der en tid, hvor Jeg ikke eksisterede og heller ikke du eller alle disse konger. Lige så lidt vil nogen af os ophøre med at være til i fremtiden.

Bg 2.13: Ligesom den legemliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom til alderdom, vandrer sjælen over i en anden krop efter døden. En fattet person forvirres ikke af en sådan forandring.

Bg 2.14: De midlertidige forekomster af lykke og lidelse og deres forsvinden med tiden er som vintrenes og somrenes kommen og gåen, O Kuntīs søn. De opstår af sanseopfattelse, O Bharatas efterkommer, og man må lære at tolerere dem uden at blive forstyrret.

Bg 2.15: O du bedste blandt mænd [Arjuna], den, der ikke lader sig forstyrre af lykke og lidelse og er vedholdende i begge, er afgjort kvalificeret til at blive befriet.

Bg 2.16: De, der kan se sandheden, har konkluderet, at det ikke-eksisterende [den materielle krop] ikke varer ved, og at det evige [sjælen] aldrig forandres. Dette har de sluttet ved at studere begges naturer.

Bg 2.17: Forstå, at det, der gennemstrømmer hele kroppen, er uforgængeligt. Ingen kan tilintetgøre den uforgængelige sjæl.

Bg 2.18: Det uforgængelige, umålelige og evige levende væsens materielle krop vil med sikkerhed forgå. Kæmp derfor, O du Bharatas efterkommer.

Bg 2.19: Hverken den, der tror, at det levende væsen dræber, eller den, der tror, det bliver dræbt, har virkelig kundskab, for selvet hverken dræber eller bliver dræbt.

Bg 2.20: For sjælen findes der aldrig nogensinde hverken fødsel eller død. Han er ikke blevet til, han bliver ikke til, og han vil ikke blive til. Han er ufødt, evig, altid eksisterende og oprindelig. Han dræbes ikke, når kroppen dræbes.

Bg 2.21: O Pārtha, hvordan kan en person, der ved, at sjælen er uforgængelig, evig, ufødt og uforanderlig, dræbe nogen eller få nogen til at dræbe?

Bg 2.22: Ligesom en person ifører sig nyt tøj og kasserer det gamle, accepterer sjælen nye materielle kroppe og opgiver de gamle og ubrugelige.

Bg 2.23: Sjælen kan aldrig skæres i stykker af noget våben, brændes af ild, fugtes af vand eller udtørres af vinden.

Bg 2.24: Denne individuelle sjæl er unedbrydelig og uopløselig og kan hverken brændes eller tørres. Han er evig, til stede overalt, uforanderlig, ubevægelig og bestandigt den samme.

Bg 2.25: Det siges, at sjælen er usynlig, ufattelig og uforanderlig. Da du ved dette, burde du ikke sørge over kroppen.

Bg 2.26: Hvis du imidlertid tror, at sjælen [eller livssymptomerne] altid fødes og dør for altid, har du alligevel ingen grund til at sørge, O du stærkarmede.

Bg 2.27: Den, der er blevet født, kan være sikker på at dø, og efter døden vil man helt sikkert fødes igen. Derfor bør du ikke sørge under udførelsen af din uundgåelige pligt.

Bg 2.28: Alle skabte væsener er umanifesterede i begyndelsen, manifesterede i det mellemliggende stadie og umanifesterede igen, når de går til grunde. Hvilken grund er der til at sørge?

Bg 2.29: Nogle betragter sjælen som forunderlig, andre beskriver ham som forunderlig, og nogle hører om ham som forunderlig, imens andre slet ikke kan forstå ham selv efter at have hørt om ham.

Bg 2.30: Han, der bor i kroppen, kan aldrig slås ihjel, O Bharatas efterkommer. Derfor behøver du ikke sørge over noget levende væsen.

Bg 2.31: I betragtning af din særlige pligt som kṣatriya må du forstå, at for dig findes der intet bedre end at kæmpe ifølge religiøse principper, og derfor behøver du ikke at tøve.

Bg 2.32: O Pārtha, lykkelige er de kṣatriyaer, til hvem sådanne muligheder for kamp kommer af sig selv og åbner døren for dem til de himmelske planeter.

Bg 2.33: Hvis du derimod ikke gør din religiøse pligt og kæmper, vil du med sikkerhed pådrage dig synd for at have forsømt dine pligter, og således vil du miste dit ry som kriger.

Bg 2.34: Folk vil for altid tale om din skændselsgerning, og for en respektabel person er vanære værre end døden.

Bg 2.35: De store hærførere, der har prist dig i høje toner, vil tro, at du har forladt slagmarken af ren og skær frygt, og følgelig vil de ringeagte dig.

Bg 2.36: Dine fjender vil omtale dig med mange uvenlige ord og håne dine evner. Hvad kunne være mere smertefuldt for dig?

Bg 2.37: Enten vil du blive dræbt på slagmarken og komme til de himmelske planeter, eller også vil du sejre og nyde det jordiske kongerige, O Kuntīs søn. Rejs dig derfor med beslutsomhed og kæmp.

Bg 2.38: Kæmp derfor for kampens skyld uden at bekymre dig om lykke eller lidelse, tab eller vinding, sejr eller nederlag, for på den måde vil du aldrig pådrage dig synd.

Bg 2.39: Indtil nu har Jeg beskrevet denne kundskab for dig gennem et analytisk studium. Lyt nu, når Jeg forklarer den i forhold til at arbejde uden frugtstræbende resultater. Ved at handle på denne viden kan du befri dig selv for arbejdets trælbinding, O Pṛthās søn.

Bg 2.40: I denne bestræbelse er der intet tab og ingen formindskelse, og selv små fremskridt på denne vej kan beskytte én imod den største fare.

Bg 2.41: De, der følger denne vej, er resolutte i deres forsæt, og deres mål er ét. O du Kuruernes elskede barn, intelligensen hos dem, der er ubeslutsomme, har mange grene.

Bg 2.42-43: Mennesker med ringe viden er meget knyttet til Vedaernes blomstrende ord, der anbefaler forskellige frugtstræbende handlinger, der fører til ophøjelse til himmelske planeter, efterfølgende god fødsel, magt osv. Fordi de er begærlige efter sansenydelse og et liv i overflod siger de, at der er intet ud over dette.

Bg 2.44: I sindet på dem, der er alt for knyttede til sansenydelse og materiel overflod, og som forvirres af sådanne ting, finder den resolutte beslutning om hengiven tjeneste til den Højeste Herre aldrig sted.

Bg 2.45: Vedaerne beskæftiger sig hovedsageligt med den materielle naturs tre kvaliteter. Bliv transcendental til disse tre kvaliteter, O Arjuna. Vær fri for al dualitet og for al bekymring om vinding og tryghed og vær forankret i selvet.

Bg 2.46: Ethvert formål, der kan tjenes af en lille brønd, kan med det samme opfyldes af et stort vandreservoir. På samme måde kan alle Vedaernes formål opfyldes for den, der kender formålet bag dem.

Bg 2.47: Du har ret til at gøre dine foreskrevne pligter, men du har ingen ret til handlingens frugter. Anse aldrig dig selv som årsagen til dine handlingers resultater og vær aldrig knyttet til ikke at gøre din pligt.

Bg 2.48: Udfør din pligt med sindsligevægt og opgiv enhver tilknytning til medgang eller modgang, O Arjuna. En sådan ligevægt kaldes yoga.

Bg 2.49: Hold alle afskyelige handlinger på lang afstand med hengiven tjeneste og overgiv dig i den bevidsthed til Herren, O Dhanañjaya. De, der ønsker at nyde frugterne af deres arbejde, er gniere.

Bg 2.50: Et menneske, der er engageret i hengiven tjeneste, frigør sig allerede i dette liv fra både gode og dårlige reaktioner. Stræb derfor efter yoga, der er kunsten i alt arbejde.

Bg 2.51: Ved således at engagere sig i Herrens hengivne tjeneste befrier store vismænd eller hengivne sig fra resultaterne af deres arbejde i den materielle verden. På denne måde hæver de sig over kredsløbet af fødsel og død og opnår stadiet hinsides alle lidelser [ved at vende tilbage til Guddommen].

Bg 2.52: Når din intelligens er kommet ud af illusionens tætte skov, vil du blive ligegyldig over for alt, du har hørt, og alt, du kommer til at høre.

Bg 2.53: Når dit sind ikke længere forstyrres af Vedaernes blomstrende sprog, og når det forbliver forankret i selverkendelsens trance, har du opnået den guddommelige bevidsthed.

Bg 2.54: Arjuna sagde: O Kṛṣṇa, hvad er symptomerne på den, hvis bevidsthed således er forenet med transcendensen? Hvordan taler han, og hvad er hans sprog? Hvordan sidder han, og hvordan går han?

Bg 2.55: Guddommens Højeste Personlighed sagde: O Pārtha, når man opgiver alle former for sanselige ønsker, der opstår fra mentale forestillinger, og når ens sind således renset finder tilfredshed i selvet alene, siges man at være i ren transcendental bevidsthed.

Bg 2.56: Den, der ikke forstyrres i sindet selv midt iblandt de trefoldige lidelser eller bliver opstemt, når lykken tilsmiler ham, og som er fri for tilknytning, frygt og vrede, kaldes en vismand med et stabilt sind.

Bg 2.57: Den, der ikke lader sig påvirke af uanset hvad godt og ondt, han måtte opnå i den materielle verden, og hverken priser eller foragter det, er fast forankret i fuldkommen viden.

Bg 2.58: Den, der kan trække sine sanser tilbage fra sanseobjekterne, ligesom en skildpadde trækker sine lemmer ind i skjoldet, er fast forankret i perfekt bevidsthed.

Bg 2.59: Den legemliggjorte sjæl kan afholdes fra sansenydelse, selv om smagen for sanseobjekter består. Men afholder man sig fra sansenydelse ved at opleve en højere smag, bliver man fast forankret i sin bevidsthed.

Bg 2.60: Sanserne er så stærke og voldsomme, at de med magt fører sindet bort selv hos et intelligent menneske, der forsøger at beherske dem, O Arjuna.

Bg 2.61: Den, der behersker sine sanser og holder dem under fuld kontrol og fæstner sin bevidsthed på Mig, er kendt som et menneske med en vedholdende intelligens.

Bg 2.62: Når man kontemplerer sanseobjekterne, udvikler man tilknytning til dem, fra en sådan tilknytning opstår begær, og fra begær kommer der vrede.

Bg 2.63: Vrede giver ophav til fuldstændig illusion, og fra illusion opstår der hukommelsesforvirring. Når hukommelsen forvirres, mister man sin intelligens, og når intelligensen går tabt, falder man atter ned i den materielle sump.

Bg 2.64: Men en person, der er fri for enhver tilknytning og aversion, og som kan beherske sine sanser med frihedens regulerende principper, kan opnå Herrens fulde nåde.

Bg 2.65: For den, der er således tilfreds [i Kṛṣṇa-bevidsthed], findes de trefoldige lidelser ikke længere. I en sådan tilfreds bevidsthed bliver ens intelligens hurtigt fast forankret.

Bg 2.66: Den, der ikke er forbundet med den Højeste [i Kṛṣṇa-bevidsthed], kan hverken have transcendental intelligens eller et roligt sind, uden hvilke der ingen mulighed er for fred. Og hvordan kan der blive tale om nogen form for lykke uden fred?

Bg 2.67: Ligesom en stærk vind fører en båd med sig på vandet, kan blot én af de flakkende sanser, som sindet hæfter sig ved, rive et menneskes intelligens med sig.

Bg 2.68: O du stærkarmede, den, hvis sanser afholdes fra deres objekter, har helt sikkert en fast og vedholdende intelligens.

Bg 2.69: Hvad der er nat for alle levende væsener, er tid til opvågning for den selvbeherskede, og den vågne tid for alle levende væsener er nat for den selvransagende vismand.

Bg 2.70: Kun den, der ikke lader sig forstyrre af den uophørlige strøm af ønsker, der løber som floder i havet, der bestandigt fyldes, men alligevel altid er roligt, kan opnå fred og ikke den, der stræber efter at opfylde sådanne ønsker.

Bg 2.71: Kun den, der har opgivet alle ønsker om sansetilfredsstillelse, som er fri for ønsker, som har opgivet enhver ejerfornemmelse, og som er fri for falsk ego, kan opnå virkelig fred.

Bg 2.72: Dette er vejen til det åndelige og guddommelige liv. Den, der opnår dette, vil ikke længere være i vildrede. Hvis man er situeret således selv i dødsøjeblikket, kan man komme til Guds rige.