Bg 2.1
sañjaya uvāca
taṁ tathā kṛpayāviṣṭam
aśru-pūrṇākulekṣaṇam
viṣīdantam idaṁ vākyam
uvāca madhusūdanaḥ
sañjayaḥ uvāca — Sañjaya sagde; tam — til Arjuna; tathā — således; kṛpayā — af medfølelse; āviṣṭam — overvældet; aśru-pūrṇa-ākula — fulde af tårer; īkṣaṇam — med øjne; viṣīdantam — sørgende; idam — denne; vākyam — tale; uvāca — talte; madhu-sūdanaḥ — Madhus banemand.
Sañjaya sagde: Da Madhusūdana, Kṛṣṇa, så Arjuna overvældet af medfølelse og meget nedtrykt med tårefyldte øjne, talte Han som følger.
FORKLARING: Materiel medfølelse, beklagelse og tårer er alle symptomer på uvidenhed om det virkelige selv. Medfølelse med den evige sjæl er selverkendelse. Ordet “Madhusūdana” er betydningsfuldt i dette vers. Herren Kṛṣṇa dræbte dæmonen Madhu, og nu ville Arjuna have Kṛṣṇa til at dræbe den misforståelsens dæmon, der havde overvældet ham under udførelsen af hans pligt.
Ingen ved, hvad medfølelse bør rettes imod. At have medfølelse med et druknende menneskes klæder giver ingen mening. Den, der er faldet ned i uvidenhedens ocean, kan ikke reddes blot ved at bjærge hans ydre klædedragt, den grove materielle krop. Den, der ikke er klar over dette og sørger over de ydre klæder, benævnes som śūdra eller den, der sørger unødvendigt. Arjuna var en kṣatriya, og denne opførsel forventedes ikke af ham. Herren Kṛṣṇa kan imidlertid fjerne det uvidende menneskes beklagelse, og med det formål talte Han Bhagavad-gītā. Dette kapitel instruerer os i selverkendelse gennem et analytisk studium af den materielle krop og den åndelige sjæl, sådan som det bliver forklaret af den største autoritet, Herren Śrī Kṛṣṇa. Denne erkendelse er mulig, når man handler uden tilknytning til frugtstræbende resultater og er fast forankret i forståelsen af det virkelige selvs uforanderlige natur.