Bg 2.21
vedāvināśinaṁ nityaṁ
ya enam ajam avyayam
kathaṁ sa puruṣaḥ pārtha
kaṁ ghātayati hanti kam
veda — forstår; avināśinam — uudslettelig; nityam — altid eksisterende; yaḥ — en, som; enam — denne (sjæl); ajam — ufødt; avyayam — uforanderlig; katham — hvordan; saḥ — den; puruṣaḥ — person; pārtha — O Pārtha (Arjuna); kam — hvem; ghātayati — får han til at dræbe; hanti — han dræber; kam — hvem.
O Pārtha, hvordan kan en person, der ved, at sjælen er uforgængelig, evig, ufødt og uforanderlig, dræbe nogen eller få nogen til at dræbe?
FORKLARING: Alting har sin rette anvendelse, og et menneske, der har fuldstændig viden, ved hvor og hvordan man anvender noget på den rigtige måde. Således har vold også sin berettigelse, og afgørelsen af, hvorledes vold skal anvendes, ligger hos den person, der har viden. Man kan ikke bebrejde en dommer, der dømmer en skyldig morder til døden, for den vold, han beordrer mod et andet menneske, sker i henhold til retfærdighedens principper. Manu-saṁhitā, menneskehedens lovbog, støtter, at en morder dømmes til døden, så han i sit næste liv ikke skal lide for den store synd, han har begået. Således er det i virkeligheden gavnligt, når en konge straffer en morder med hængning. Når Kṛṣṇa beordrer til kamp, kan man på samme måde slutte, at den vold tjener den højeste retfærdighed, og Arjuna burde følge instruktionen velvidende, at vold begået i kamp for Kṛṣṇa overhovedet ikke er vold, for mennesket eller rettere sjælen kan alligevel ikke slås ihjel. Vold er berettiget, når den bliver udøvet i retfærdighedens tjeneste. Et kirurgisk indgreb foretages ikke for at dræbe patienten, men for at kurere ham. Det slag, som Arjuna skal udkæmpe ifølge Kṛṣṇas instruktioner, sker således med fuld viden, så der er ingen fare for syndige reaktioner.