Bg 2.71

FORKLARING: At blive fri for ønsker betyder, at man ikke ønsker nogen form for sansetilfredsstillelse. Ønsket om at blive Kṛṣṇa-bevidst er med andre ord virkelig frihed for ønsker. At forstå sin faktiske position som Kṛṣṇas evige tjener uden fejlagtigt at påstå, at denne materielle krop er én selv, og uden falsk at hævde at eje noget som helst i verden, er det perfekte niveau af Kṛṣṇa-bevidsthed. Den, der befinder sig på dette fuldendte stade, ved, at fordi Kṛṣṇa er ejeren af alt, skal alt anvendes på Kṛṣṇas tilfredsstillelse. Arjuna ville ikke kæmpe for sin egen sansetilfredsstillelses skyld, men da han blev helt Kṛṣṇa-bevidst, kæmpede han alligevel, for Kṛṣṇa ønskede, at han skulle gøre det. For sig selv havde han intet ønske om at kæmpe, men for Kṛṣṇas skyld kæmpede samme Arjuna efter bedste evne. Virkelig at være fri for ønsker er at ønske Kṛṣṇas tilfredsstillelse og ikke et kunstigt forsøg på at udslette alle ønsker. Det levende væsen kan ikke være foruden ønsker eller uden sanser, men han er nødt til at ændre naturen af sine ønsker. En person uden materielle ønsker ved helt sikkert, at alt tilhører Kṛṣṇa (īśāvāsyam idaṁ sarvam, Īśopaniṣad 1), og derfor påberåber han sig ikke på falsk vis ejerskab over noget. Denne transcendentale forståelse er baseret på selverkendelse, nemlig fuld kendskab til, at hvert eneste levende væsen i åndelig identitet er en evig uadskillelig del af Kṛṣṇa, og at det levende væsens evige position aldrig er på niveau med Kṛṣṇa eller overgår Ham. Denne Kṛṣṇa-bevidste forståelse er det grundlæggende princip for virkelig fred.