TEXT 31
ye me matam idaṁ nityam
anutiṣṭhanti mānavāḥ
śraddhāvanto ’nasūyanto
mucyante te ’pi karmabhiḥ
ye — de, der; me — Mit; matam — påbud; idam — dette; nityam — som en evig funktion; anutiṣṭhanti — udfører regelmæssigt; mānavāḥ — mennesker; śraddhā-vantaḥ — med tro og hengivenhed; anasūyantaḥ — uden misundelse; mucyante — bliver frie; te — dem alle; api — selv; karmabhiḥ — fra trældommen til de frugtstræbende handlingers lov.
De personer, der gør deres pligter ifølge Mine anvisninger, og som trofast og uden misundelse følger denne lære, bliver befriet for de frugtstræbende handlingers trældom.
FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇas, anvisninger er essensen af al vedisk visdom og er derfor uden undtagelse evigt sande. Ligesom Vedaerne er evige, er denne sandhed om Kṛṣṇa- bevidsthed også evig. Man må uden misundelse mod Herren have fast tro på denne instruktion. Der er mange filosoffer, der skriver kommentarer til Bhagavad-gītā, men ingen tro har på Kṛṣṇa. De vil aldrig blive befriet fra de frugtstræbende handlingers trældom. Men et ganske almindeligt menneske, der tror fuldt og fast på Herrens evige instruktioner, bliver, selv om det eventuelt ikke engang magter at følge disse instruktioner, udfriet fra karma-lovens lænker. I begyndelsen af Kṛṣṇa-bevidsthed kan man måske ikke følge Herrens anvisninger til punkt og prikke, men fordi man ikke modsætter sig dette princip og oprigtigt gør sit bedste uden at lade sig gå på af modgang eller miste håbet, vil man med sikkerhed blive forfremmet til stadiet af ren Kṛṣṇa-bevidsthed.