TEXT 10
yogī yuñjīta satatam
ātmānaṁ rahasi sthitaḥ
ekākī yata-cittātmā
nirāśīr aparigrahaḥ
yogī — en transcendentalist; yuñjīta — må koncentrere sig i Kṛṣṇa-bevidsthed; satatam — konstant; ātmānam — sig selv (med krop, sind og selv); rahasi — på et afsides beliggende sted; sthitaḥ — opholde sig; ekākī — alene; yata-citta-ātmā — altid forsigtigt til mode; nirāśīḥ — uden at blive tiltrukket af noget andet; aparigrahaḥ — fri for følelsen af ejerskab.
En transcendentalist skal altid engagere sin krop, sit sind og sit selv i forhold til den Højeste. Han bør opholde sig på et tilbagetrukket sted og altid omhyggeligt beherske sindet. Han skal være fri for begær og besiddertrang.
FORKLARING: Kṛṣṇa erkendes i forskellige grader som Brahman, Paramātmā og Guddommens Højeste Personlighed. Kṛṣṇa-bevidsthed betyder kort og godt altid at være engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Men de, der er knyttet til den upersonlige Brahman eller den lokaliserede Oversjæl, er også delvist Kṛṣṇa-bevidste, for den upersonlige Brahman er Kṛṣṇas åndelige stråleglans, og Oversjælen er Kṛṣṇas altgennemtrængende delvise ekspansion. Derfor er upersonalisten og meditatøren også indirekte Kṛṣṇa-bevidste. En direkte Kṛṣṇa-bevidst person er den bedste transcendentalist, for sådan en hengiven ved, hvad der menes med Brahman og Paramātmā. Hans viden om den Absolutte Sandhed er fuldendt, hvorimod upersonalisten og den mediterende yogī er ufuldstændigt Kṛṣṇa-bevidste.
Ikke desto mindre får de her alle besked på at være konstant engagerede i deres respektive bestræbelser, så de før eller siden kan komme til den højeste perfektion. Transcendentalistens første opgave er hele tiden at holde sit sind fokuseret på Kṛṣṇa. Man skal altid tænke på Kṛṣṇa og aldrig et øjeblik glemme Ham. At koncentrere sindet på den Højeste kaldes samādhi eller trance. For at koncentrere sindet må man altid holde sig for sig selv og undgå forstyrrelser fra ydre objekter. Man skal være omhyggelig med at acceptere fordelagtige omstændigheder og undgå ufordelagtige omstændigheder, der kan påvirke éns erkendelse. Og med fuldstændig beslutsomhed må man holde op med at længes efter unødvendige materielle ting, der indvikler én i ejerfornemmelser.
Alle disse fuldkommenheder og forholdsregler opfyldes til fulde, når man er i direkte Kṛṣṇa-bevidsthed, for direkte Kṛṣṇa-bevidsthed betyder selvfornægtelse, hvor der kun er en meget lille mulighed for materiel ejerfornemmelse. Śrīla Rūpa Gosvāmī karakteriserer Kṛṣṇa-bevidsthed på denne måde (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.255–256):
anāsaktasya viṣayān, yathārham upayuñjataḥ
nirbandhaḥ kṛṣṇa-sambandhe, yuktaṁ vairāgyam ucyate
prāpañcikatayā buddhyā
hari-sambandhi-vastunaḥ
mumukṣubhiḥ parityāgo
vairāgyaṁ phalgu kathyate
“Når man ikke er knyttet til noget, men samtidig accepterer alt i forhold til Kṛṣṇa, er man hævet over ejerfornemmelse på den rigtige måde. På den anden side er den, der forkaster alt uden at kende dets forhold til Kṛṣṇa, ikke lige så fuldstændig i sin forsagelse.”
Som Kṛṣṇa-bevidst er man helt klar over, at alt tilhører Kṛṣṇa, og således er man fri for personlig ejerfornemmelse. Man længes ikke efter noget til sig selv. Man ved, hvordan man accepterer ting til fordel for Kṛṣṇa-bevidsthed, og hvordan man forkaster ting, der ikke er gavnlige for Kṛṣṇa-bevidsthed. Man er altid hævet over materielle ting, for man er hele tiden transcendental, og man er altid alene, for man har intet at gøre med personer, der ikke er Kṛṣṇa-bevidste. Derfor er en person i Kṛṣṇa-bevidsthed den perfekte yogī.