TEXT 7
jitātmanaḥ praśāntasya
paramātmā samāhitaḥ
śītoṣṇa-sukha-duḥkheṣu
tathā mānāpamānayoḥ
jita-ātmanaḥ — for den, der har besejret sit sind; praśāntasya — der har opnået fred gennem en sådan kontrol over sindet; parama-ātmā — Oversjælen; samāhitaḥ — fuldt ud nået; śīta — i kulde; uṣṇa — varme; sukha — lykke; duḥkheṣu — og lidelse; tathā — også; māna — i ære; apamānayoḥ — og vanære.
For den, der har besejret sindet, er Oversjælen allerede nået, for han har opnået fred. For et sådant menneske er der ingen forskel på lykke og lidelse, varme og kulde eller ære og skam.
FORKLARING: Den virkelige mening med alle levende væsener er, at de skal underkaste sig diktatet fra Guddommens Højeste Personlighed, der sidder i hjertet på alle levende væsener som Paramātmā. Når sindet bliver vildledt af den ydre illusoriske energi, bliver man viklet ind i materielle aktiviteter. Derfor må man anses for allerede at have nået målet i det øjeblik, man behersker sit sind gennem et af yoga-systemerne. Når ens sind er fokuseret på den højere natur, har man intet andet alternativ end at følge den Højestes diktat. Sindet må indrømme et højere diktat og følge det. Resultatet af at beherske sindet er, at man automatisk følger Paramātmā eller Oversjælens diktat. Da den, der er Kṛṣṇa-bevidst, øjeblikkeligt kommer til dette transcendentale stadie, bliver Herrens hengivne ikke påvirket af den materielle tilværelses dualiteter i form af lykke og lidelse, kulde og varme osv. Denne tilstand er praktisk samādhi eller fordybelse i den Højeste.