TEXT 19
bahūnāṁ janmanām ante
jñānavān māṁ prapadyate
vāsudevaḥ sarvam iti
sa mahātmā su-durlabhaḥ
bahūnām — mange; janmanām — gentagne fødsler og død; ante — efter; jñāna-vān — den, der har fuld viden; mām — til Mig; prapadyate — overgiver sig; vāsudevaḥ — Guddommens Personlighed, Kṛṣṇa; sarvam — alting; iti — således; saḥ — en sådan; mahā-ātmā — stor sjæl; su-durlabhaḥ — meget sjælden at se.
Efter mange, mange liv overgiver den, der besidder virkelig kundskab, sig til Mig, for han ved, at Jeg er alle årsagers årsag og alt, som er. En sådan stor sjæl er meget sjælden.
FORKLARING: Efter at have gjort hengiven tjeneste eller udført transcendentale ritualer i mange, mange liv kan det være, at det levende væsen faktisk bliver situeret i ren transcendental viden om Guddommens Højeste Personlighed som det endelige mål for åndelig erkendelse. I begyndelsen af åndelig erkendelse, mens man prøver at opgive sin tilknytning til materialisme, er der en vis tendens til upersonalisme, men når man gør yderligere fremskridt, kan man forstå, at der er aktiviteter i åndeligt liv, og at disse aktiviteter udgør hengiven tjeneste. Når man erkender dette, bliver man knyttet til Guddommens Højeste Personlighed og overgiver sig til Ham. På det tidspunkt kan man forstå, at Herren Śrī Kṛṣṇas nåde er alt, at Han er alle årsagers årsag, og at denne materielle manifestation ikke er uafhængig af Ham. Man forstår, at den materielle verden er en forvrænget genspejling af åndelig mangfoldighed, og at der i alting er en relation til den Højeste Herre, Kṛṣṇa. Således ser man alt i forhold til Vāsudeva eller Śrī Kṛṣṇa. Et sådant universelt syn af Vāsudeva går forud for ens fulde overgivelse til den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇa, som det højeste mål. Den slags store overgivne sjæle er meget sjældne.
Dette vers forklares fint i Śvetāśvatara Upaniṣads kapitel 3, vers 14–15:
sahasra-śīrṣā puruṣaḥ
sahasrākṣaḥ sahasra-pāt
sa bhūmiṁ viśvato vṛtvā-
tyātiṣṭhad daśāṅgulam
puruṣa evedaṁ sarvaṁ
yad bhūtaṁ yac ca bhavyam
utāmṛtatvasyeśāno
yad annenātirohati
“Herren Viṣṇu har tusinder af hoveder, tusinder af øjne og tusinder af fødder. Han omslutter hele universet, men rækker stadigvæk ud over det med to håndsbredder. I virkeligheden er Han hele universet. Han er alt, der var, og alt, som er. Han er Herren over udødelighed og alt, der næres af føde.”
I Chāndogya Upaniṣad (5.1.15) står der, na vai vāco na cakṣūṁṣi na śrotrāṇi na manāṁsīty ācakṣate, prāṇā ity evācakṣate, prāṇo hy evaitāni sarvāṇi bhavati: “I et levende væsens krop er hverken evnen til at tale eller evnen til at se, høre eller tænke den vigtigste faktor. Det er liv, der er midtpunktet for alle aktiviteter.” På samme måde er Herren Vāsudeva eller Guddommens Personlighed, Śrī Kṛṣṇa, den vigtigste faktor i alting. I denne krop har man evnen til at tale, se, høre, tænke osv., men disse er ligegyldige, hvis de ikke er forbundet med den Højeste Herre. Og fordi Vāsudeva er altgennemtrængende, og alt er Vāsudeva, overgiver den hengivne sig i fuld viden (jf. Bhagavad-gītā 7.17 og 11.40).