TEXT 22
puruṣaḥ sa paraḥ pārtha
bhaktyā labhyas tv ananyayā
yasyāntaḥ-sthāni bhūtāni
yena sarvam idaṁ tatam
puruṣaḥ — den Højeste Personlighed; saḥ — Han; paraḥ — den Højeste, som ingen overgår; pārtha — O Pṛthās søn; bhaktyā — gennem hengiven tjeneste; labhyaḥ — kan opnås; tu — men; ananyayā — ublandet, uden afvigelse; yasya — hvem; antaḥ-sthāni — inden i; bhūtāni — hele denne materielle manifestation; yena — af hvem; sarvam — alt; idam — hvad end vi kan se; tatam — gennemtrænges.
Guddommens Højeste Personlighed, der er større end alle, kan opnås gennem ren hengivenhed. Skønt Han opholder Sig i Sin bolig, er Han altgennemtrængende, og alt befinder sig inden i Ham.
FORKLARING: Her bliver det klart og tydeligt fastslået, at det højeste bestemmelsessted, hvorfra ingen vender tilbage, er Kṛṣṇa, den Højeste Persons, bolig. I Brahma-saṁhitā bliver denne højeste bolig beskrevet som ānanda-cinmaya-rasa, et sted, hvor alt er fyldt med åndelig lyksalighed. Hele den mangfoldighed, der er manifesteret der, består kvalitativt af åndelig lyksalighed. Intet der er materielt. Denne mangfoldighed bliver manifesteret som den Højeste Guddoms egen åndelige ekspansion, for som forklaret i kapitel 7 består den åndelige manifestation helt igennem af åndelig energi. Hvad angår denne materielle verden, er Herren, selv om Han altid befinder Sig i Sin højeste bolig, ikke desto mindre allestedsnærværende gennem Sin materielle energi. Gennem Sine åndelige og materielle energier er Han således til stede overalt i både de materielle og åndelige universer. Yasyāntaḥ-sthāni betyder, at alt bliver opretholdt inden i Ham, enten i Hans åndelige eller materielle energi. Herren er altgennemtrængende gennem disse to energier.
Som det klart fremgår her af ordet bhaktyā, kan det kun lade sig gøre at komme til Kṛṣṇas højeste bolig eller de talløse Vaikuṇṭha-planeter gennem bhakti eller hengiven tjeneste. Ingen anden metode kan hjælpe én til at opnå den højeste bolig. I Vedaerne (Gopāla-tāpanī Upaniṣad 1.19) bliver den højeste bolig og Guddommens Højeste Personlighed også beskrevet med ordene eko vaśī sarva-gaḥ kṛṣṇaḥ. I den bolig er der kun én Guddommens Højeste Personlighed, hvis navn er Kṛṣṇa. Han er den allermest barmhjertige Guddom, og selv om Han eksisterer der som én, har Han udstrakt Sig i millioner og atter millioner af fuldstændige ekspansioner. Vedaerne sammenligner Herren med et træ, der om end stillestående alligevel bærer mange forskellige slags frugter, blomster og vekslende løv. Herrens fuldstændige ekspansioner, der hersker over Vaikuṇṭhas planeter, er firarmede og går under mange forskellige navne som Puruṣottama, Trivikrama, Keśava, Mādhava, Aniruddha, Hṛṣīkeśa, Saṅkarṣaṇa, Pradyumna, Śrīdhara, Vāsudeva, Dāmodara, Janārdana, Nārāyaṇa, Vāmana, Padmanābha osv.
Det bliver også bekræftet i Brahma-saṁhitā (5.37), at selv om Herren altid befinder Sig i den højeste bolig, Goloka Vṛndāvana, er Han altgennemtrængende, så alt sker, som det skal (goloka eva nivasaty akhilātma-bhūtaḥ). Som der står i Vedaerne (Śvetāśvatara Upaniṣad 6.8), parāsya śaktir vividhaiva śrūyate, svābhāvikī jñāna-bala-kriyā ca: Skønt den Højeste Herre befinder Sig langt, langt borte, er Hans energier så omfattende og vidtrækkende, at de systematisk og fejlfrit forestår alt i den kosmiske manifestation.