TEXT 21
te taṁ bhuktvā svarga-lokaṁ viśālaṁ
kṣīṇe puṇye martya-lokaṁ viśanti
evaṁ trayī-dharmam anuprapannā
gatāgataṁ kāma-kāmā labhante
te — de; tam — den; bhuktvā — efter at have nydt; svarga-lokam — (den) himmelske verden; viśālam — umådelige; kṣīṇe — er opbrugte; puṇye — når resultaterne af deres fromme aktiviteter; martya-lokam — til den dødelige jord; viśanti — de falder ned; evam — således; trayī — de tre Vedaers; dharmam — læresætninger; anuprapannāḥ — de, der følger; gata-āgatam — død og fødsel; kāma-kāmāḥ — de, som ønsker sansenydelser; labhante — de opnår.
Efter således at have nydt umådelig himmelsk sansenydelse, og resultaterne af deres fromme handlinger er opbrugte, vender de atter tilbage til denne dødelige planet. Således opnår de, der søger sansenydelse ved at følge principperne i de tre Vedaer, kun gentagen fødsel og død.
FORKLARING: Den, der bliver ophøjet til de højere planetsystemer, nyder et liv af længere varighed og med langt bedre muligheder for sansenydelse, men alligevel får man ikke lov til at blive der for evigt. Efter at have opbrugt de resulterende frugter af sine fromme handlinger bliver man igen sendt tilbage til Jorden. Den, der ikke opnår kundskabens fuldkommenhed, som det angives i Vedānta-sūtra (janmādy asya yataḥ), eller for hvem det med andre ord ikke lykkes at forstå Kṛṣṇa, alle årsagers årsag, forpurres i sit forsøg på at nå livets endelige mål. En sådan person er således underlagt rutinen med igen og igen at blive ophøjet til de højere planeter for derefter igen at komme ned, som om han sidder i et pariserhjul, der somme tider kører op og somme tider går ned. Hvad dette betyder, er, at i stedet for at blive ophøjet til den åndelige verden, hvorfra det ikke længere er muligt igen at falde ned, roterer man blot i kredsløbet af fødsel og død på højere og lavere planetsystemer. Det er langt bedre at komme til den åndelige verden for der at nyde et evigt liv i fuld lyksalighed og viden og aldrig mere vende tilbage til denne kummerlige materielle tilværelse.