TEXT 28

FORKLARING: Hvis man handler i Kṛṣṇa-bevidsthed under højere vejledning, kaldes man yukta. Den filosofiske term er yukta-vairāgya. Dette forklares af Rūpa Gosvāmī:

Rūpa Gosvāmī forklarer her, at så længe vi er i den materielle verden, bliver vi nødt til at handle. Vi kan ikke ophøre med at handle. Hvis man derfor handler, og frugten af handlingen gives til Kṛṣṇa, kaldes det yukta-vairāgya. Fordi man rent faktisk befinder sig i forsagelse, renser sådanne aktiviteter sindets spejl, og efterhånden som den praktiserende hengivne gradvist gør fremskridt i åndelig erkendelse, bliver han helt overgivet til Guddommens Højeste Personlighed. Han bliver derfor til sidst befriet, og denne befrielse bliver også præciseret. Med denne befrielse bliver man ikke ét med brahmajyoti, men kommer snarere til den Højeste Herres planet. Her står der klart, mām upaiṣyasi: “Han kommer til Mig” – hjem, tilbage til Guddommen. Der er fem forskellige stadier af befrielse, og her præciseres det, at den hengivne, der som sagt har levet hele sit liv under den Højeste Herres vejledning, har udviklet sig til det stadie, hvor han efter at have forladt sin krop kan vende tilbage til Guddommen og direkte omgås med den Højeste Herre.

En hvilken som helst person, der ikke er interesseret i andet end at vie sit liv til Herrens tjeneste, er i virkeligheden en sannyāsī. Sådan en person betragter altid sig selv som en evig tjener og er helt afhængig af Herrens højeste vilje. Som sådan gør han alt, som han foretager sig, for Herrens skyld. Alt, som han gør, gør han som tjeneste til Herren. Han tager ingen alvorlig notits af de frugtstræbende handlinger eller foreskrevne pligter, der nævnes i Vedaerne. For folk i almindelighed er de foreskrevne pligter, der omtales i Vedaerne, obligatoriske, men selv om en ren hengiven, der er fuldstændig engageret i Herrens tjeneste, sommetider synes at gå imod de foreskrevne vediske pligter, er det faktisk ikke tilfældet.

Det er derfor blevet sagt af vaiṣṇava-autoriteter, at selv den mest intelligente person kan ikke forstå en ren hengivens planer og aktiviteter. De nøjagtige ord er tāṅra vākya, kriyā, mudrā vijñeha nā bujhaya (Caitanya-caritāmṛta, Madhya 23.39). En person, der konstant er engageret i Herrens tjeneste, eller som altid tænker på og planlægger, hvordan han kan tjene Herren, skal betragtes som for nærværende fuldstændig befriet, og i fremtiden er hans hjemkomst tilbage til Guddommen garanteret. Han er hævet over al materialistisk kritik, ligesom Kṛṣṇa er hævet over enhver kritik.