Bg 1.14
tataḥ śvetair hayair yukte
mahati syandane sthitau
mādhavaḥ pāṇḍavaś caiva
divyau śaṅkhau pradadhmatuḥ
tataḥ — derefter; śvetaiḥ — med hvide; hayaiḥ — heste; yukte — forspændt; mahati — i en stor; syandane — stridsvogn; sthitau — der befandt sig i; mādhavaḥ — Kṛṣṇa (lykkegudindens ægtemand); pāṇḍavaḥ — Arjuna (Pāṇḍus søn); ca — også; eva — afgjort; divyau — de to transcendentale; śaṅkhau — konkylier; pradadhmatuḥ — blæste i.
På den anden side blæste både Herren Kṛṣṇa og Arjuna, der befandt sig i en stor stridsvogn, der var forspændt med hvide heste, i deres transcendentale konkylier.
FORKLARING: I modsætning til Bhīṣmadevas konkylie beskrives konkylierne i hænderne på Kṛṣṇa og Arjuna som transcendentale. Lyden af de transcendentale konkylier angav, at den anden side ikke kunne gøre sig håb om sejr, for Kṛṣṇa var på Pāṇḍavaernes side. Jayas tu pāṇḍu- putrāṇāṁ, yeṣāṁ pakṣe janārdanaḥ. Sejren følger altid personer som Pāṇḍus sønner, for Herren Kṛṣṇa er hos dem. Og hvor som helst og når som helst Herren er til stede, er lykkegudinden det også, for lykkegudinden forlader aldrig sin ægtemands side. Derfor kunne Arjuna se frem til sejr og held som tilkendegivet af den transcendentale lyd fra Viṣṇu eller Herren Kṛṣṇas konkylie. Ydermere havde Arjuna fået den stridsvogn, begge venner befandt sig på, af Agni (ildguden), hvilket betød, at denne stridsvogn var i stand til at overvinde alt og alle, uanset hvor den blev ført hen i de tre verdener.