Bg 2.32
yadṛcchayā copapannaṁ
svarga-dvāram apāvṛtam
sukhinaḥ kṣatriyāḥ pārtha
labhante yuddham īdṛśam
yadṛcchayā — af sig selv; ca — også; upapannam — kommet til; svarga — de himmelske planeters; dvāram — dør; apāvṛtam — vidt åben; sukhinaḥ — meget lykkelige; kṣatriyāḥ — medlemmerne af den kongelige orden; pārtha — O Pṛthās søn; labhante — opnår; yuddham — krig; īdṛśam — sådan en.
O Pārtha, lykkelige er de kṣatriyaer, til hvem sådanne muligheder for kamp kommer af sig selv og åbner døren for dem til de himmelske planeter.
FORKLARING: Som verdens største lærer fordømmer Herren Kṛṣṇa Arjunas indstilling, da denne sagde: “Jeg ser intet godt komme ud af dette slag. Det vil medføre et evigt liv i helvede.” Sådanne udtalelser fra Arjuna skyldtes ene og alene uvidenhed, for han ville være ikke-voldelig under udførelsen af sin givne pligt. At en kṣatriya skulle kunne indfinde sig på slagmarken og være ikke-voldelig, er en filosofi for tåber. I Parāśara-smṛti (1.61), de religiøse regler, der blev nedfældet af Parāśara, den store vismand og far til Vyāsadeva, står der:
kṣatriyo hi prajā rakṣan
śastra-pāṇiḥ pradaṇḍayan
nirjitya para-sainyādi
kṣitiṁ dharmeṇa pālayet
“Kṣatriyaens pligt er at beskytte borgerne mod enhver form for vanskelighed, og af den grund må han i de rette tilfælde anvende vold for at opretholde lov og orden. Derfor skal han besejre fjendtlige kongers soldater, og således bør han herske over verden med religiøse principper i hånden.”
Alt taget i betragtning havde Arjuna ingen grund til at afholde sig fra at kæmpe. Hvis han sejrede over sine fjender, kunne han nyde kongeriget, og hvis han faldt i slaget, ville han blive ophøjet til de himmelske planeter, hvis døre stod vidt åbne for ham. I begge tilfælde ville det være til hans fordel at kæmpe.