Bg 2.46
yāvān artha uda-pāne
sarvataḥ samplutodake
tāvān sarveṣu vedeṣu
brāhmaṇasya vijānataḥ
yāvān — alt, som; arthaḥ — er beregnet; uda-pāne — i en brønd med vand; sarvataḥ — i alle henseender; sampluta-udake — i et stort vandreservoir; tāvān — ligeledes; sarveṣu — i alle; vedeṣu — vediske skrifter; brāhmaṇasya — for det menneske, som kender den Højeste Brahman; vijānataḥ — der har fuldstændig viden.
Ethvert formål, der kan tjenes af en lille brønd, kan med det samme opfyldes af et stort vandreservoir. På samme måde kan alle Vedaernes formål opfyldes for den, der kender formålet bag dem.
FORKLARING: Hele formålet med ritualerne og offerhandlingerne i karma-kāṇḍa-afsnittet i den vediske litteratur er at tilskynde til en gradvis udvikling af selverkendelse. Og formålet med selverkendelse bliver tydeligt forklaret i Bhagavad-gītās kapitel 15, vers 15: Formålet med at studere Vedaerne er at nå til forståelse af Herren Kṛṣṇa, den oprindelige årsag til alting. Så selverkendelse betyder at forstå Kṛṣṇa og ens evige forhold til Ham. De levende væseners forhold til Kṛṣṇa omtales også i kapitel 15. De levende væsener er uadskillelige dele af Kṛṣṇa. Derfor er genoplivelse af Kṛṣṇa-bevidstheden hos de individuelle levende væsener det højeste fuldkomne stadie, man kan opnå igennem vedisk kundskab. Dette bliver bekræftet i Śrīmad-Bhāgavatam (3.33.7) som følger:
aho bata śva-paco ’to garīyān
yaj-jihvāgre vartate nāma tubhyam
tepus tapas te juhuvuḥ sasnur āryā
brahmānūcur nāma gṛṇanti ye te
“O min Herre, en person, der fremsiger Dit hellige navn, befinder sig på det højeste niveau af selverkendelse, selv om han er født i en lav familie som f.eks. en caṇḍāla-familie [en familie af hundeædere]. En sådan person må have udført alle former for askese og offerhandlinger ifølge de vediske ritualer og studeret den vediske litteratur mange, mange gange efter at have taget bad på alle de hellige pilgrimssteder. En sådan person regnes for den bedste i den ariske familie.”
Man skal altså være intelligent nok til at forstå formålet med Vedaerne og ikke kun være knyttet til ritualerne, og man bør ikke ønske at blive ophøjet til det himmelske rige for at få en bedre kvalitet af sansetilfredsstillelse. I den nuværende tidsalder er det ikke muligt for det almindelige menneske at følge alle de vediske ritualers regler og forskrifter, og det kan heller ikke lade sig gøre at studere hele Vedānta og alle Upaniṣaderne fuldstændigt. Det kræver megen tid, energi og kundskab og mange ressourcer at opfylde Vedaernes formål. Det er så godt som umuligt i denne tidsalder. Det vigtigste formål med den vediske kultur bliver imidlertid opfyldt ved at synge Herrens hellige navn, som det blev anbefalet af Herren Caitanya, alle faldne sjæles befrier. Da Herren Caitanya blev spurgt af en stor lærd i Vedaerne, Prakāśānanda Sarasvatī, hvorfor Han (Herren Caitanya) sang Herrens hellige navn som en anden romantiker i stedet for at studere Vedānta-filosofi, svarede Herren, at Hans åndelige mester havde fortalt Ham, at Han var en stor tåbe, og derfor bedt Ham synge Herren Kṛṣṇas hellige navn. Det gjorde Han så og blev ekstatisk som en galning. I denne Kalis tidsalder er det meste af befolkningen tåbelig og ikke tilstrækkelig uddannet til at forstå Vedānta-filosofi. Det vigtigste formål med Vedānta-filosofien bliver dog opfyldt ved at synge Herrens hellige navn uden forseelser. Vedānta er det endelige ord i vedisk visdom, Vedānta-filosofiens forfatter og kender er Herren Kṛṣṇa, og den bedste vedāntist er den store sjæl, der finder glæde i at fremsige Herrens hellige navn. Det er det endelige formål med al vedisk mystik.