Bg 2.69
yā niśā sarva-bhūtānāṁ
tasyāṁ jāgarti saṁyamī
yasyāṁ jāgrati bhūtāni
sā niśā paśyato muneḥ
yā — det, der; niśā — er nat; sarva — for alle; bhūtānām — levende væsener; tasyām — i den; jāgarti — er vågne; saṁyamī — den selvbeherskede; yasyām — i hvilken; jāgrati — er vågen; bhūtāni — alle væsener; sā — det er; niśā — nat; paśyataḥ — for den selvransagende; muneḥ — vismand.
Hvad der er nat for alle levende væsener, er tid til opvågning for den selvbeherskede, og den vågne tid for alle levende væsener er nat for den selvransagende vismand.
FORKLARING: Der findes to klasser af intelligente mennesker. Den ene er intelligent i materielle aktiviteter og sansenydelse, og den anden er selvransagende og vågen med hensyn til at kultivere selverkendelse. En selvransagende eller tankefuld vismands forehavender er som nat for personer, der er materielt absorberede. Materialistiske personer sover i en sådan nat på grund af deres uvidenhed om selverkendelse. Den selvransagende vismand forbliver vågen under de materialistiske menneskers “nat”. Vismanden oplever transcendental lykke i sit gradvise fremskridt i kultiveringen af åndelige værdier, imens den, der er optaget af materialistiske ting, drømmer om forskellige slags sansenydelse og føler sig somme tider lykkelig og somme tider ulykkelig i sin sovende tilstand, fordi han sover, når det kommer til selverkendelse. Den selvransagende person er altid ligeglad med materialistisk lykke og lidelse. Han fortsætter ufortrødent med sine selverkendelsesaktiviteter.