Bg 2.7

FORKLARING: Af natur er hele virvaret af materielle aktiviteter en kilde til rådvildhed for alle. For hvert skridt, man tager, er der forvirring, og derfor påhviler det alle at opsøge en ægte åndelig mester, der kan vejlede én i den rette måde at opnå livets mål på. Hele den vediske litteratur anbefaler, at vi opsøger en ægte åndelig mester for at slippe ud af livets forviklinger, der opstår, selv uden at vi ønsker dem. De er som en skovbrand, der på en eller anden måde opstår, uden at nogen har antændt den. Verdenssituationen er ligeledes sådan, at der automatisk kan opstå komplikationer i livet, selv om vi ikke ønsker en sådan forvirring. Ingen ønsker ildebrand, men det opstår alligevel, og vi bliver forvirrede. Den vediske visdom råder os derfor til, hvis vi ønsker en løsning på livets komplikationer og at forstå videnskaben om, hvordan de løses, at vi opsøger en åndelig mester fra discipelrækken. Den, der har en åndelig mester, ved alt. Man bør derfor ikke fortsætte med at være i materiel vildrede, men bør opsøge en åndelig mester. Det er betydningen af dette vers.

Hvem er det materielt forvildede menneske? Det er det, der ikke forstår livets problemer. I Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad (3.8.10) bliver det forvildede menneske beskrevet som følger: yo vā etad akṣaraṁ gārgy aviditvāsmāl lokāt praiti sa kṛpaṇaḥ. “Den, der ikke løser livets problemer som menneske og derfor forlader denne verden som hundene og kattene uden at have forstået videnskaben om selverkendelse, er et gnieragtigt menneske.” Denne menneskelige livsform er et særdeles værdifuldt gode for det levende væsen, der kan anvende den til at løse livets problemer med. Derfor er den, der ikke benytter sig af denne mulighed, en gnier. På den anden side er der brāhmaṇaen, dvs. den, der er intelligent nok til at bruge kroppen til at løse alle livets problemer med. Ya etad akṣaraṁ gārgi viditvāsmāl lokāt praiti sa brāhmaṇaḥ.

Kṛpaṇaerne eller de, der er gnieragtige, spilder deres tid på overdreven kærlighed til familie, samfund, fædreland osv. i den materielle livsopfattelse. Man er ofte knyttet til familielivet, dvs. til hustru, børn og andre familiemedlemmer på grund af “hudsygdom”. Kṛpaṇaen tror, at han kan beskytte sin familie mod døden, eller at hans familie eller samfund kan frelse ham, når han selv ligger for døden. Den slags familietilknytning ser man selv blandt lavere dyr, der også tager sig af deres børn. Eftersom Arjuna var intelligent, kunne han forstå, at hans kærlighed til hans familiemedlemmer og hans ønske om at beskytte dem mod døden var grunden til hans forvirring. Selv om han var klar over, at pligten til at gå i krig ventede ham, kunne han ikke gøre sin pligt på grund af denne gnieragtige svaghed. Han beder derfor Herren Kṛṣṇa, den største åndelige mester, om at komme med en endegyldig løsning. Han giver sig selv til Kṛṣṇa som discipel. Han vil nu indstille al venskabelig samtale. Samtaler mellem mesteren og disciplen er en alvorlig sag, og nu har Arjuna i sinde at føre en meget alvorlig samtale med den anerkendte åndelige mester. Kṛṣṇa er derfor den oprindelige åndelige mester i videnskaben om Bhagavad-gītā, og Arjuna er den første discipel til at forstå Bhagavad-gītā. Hvordan Arjuna forstod Bhagavad- gītā, bliver beskrevet i Bhagavad-gītā selv. På trods af det kommenterer tåbelige verdslige lærde, at det ikke er nødvendigt at overgive sig til personen Kṛṣṇa, men til “den ufødte inden i Kṛṣṇa”. Der er ingen forskel på Kṛṣṇas indre og ydre. Den, der ingen forståelse har af dette, er den største tåbe i sit forsøg på at forstå Bhagavad-gītā.