TEXT 12
kāṅkṣantaḥ karmaṇāṁ siddhiṁ
yajanta iha devatāḥ
kṣipraṁ hi mānuṣe loke
siddhir bhavati karma-jā
kāṅkṣantaḥ — idet de ønsker; karmaṇām — i frugtstræbende handlinger; siddhim — et godt resultat; yajante — de tilbeder gennem ofringer; iha — i den materielle verden; devatāḥ — halvguderne; kṣipram — meget hurtigt; hi — sandelig; mānuṣe — i menneskesamfundet; loke — i denne verden; siddhiḥ — et godt resultat; bhavati — kommer; karma-jā — fra frugtstræbende arbejde.
Mennesker i denne verden ønsker et godt resultat af deres frugtstræbende handlinger, og derfor tilbeder de halvguderne. I denne verden får mennesker selvfølgelig hurtigt resultater af deres frugtstræbende arbejde.
FORKLARING: Der hersker stor misforståelse omkring denne materielle verdens guder eller halvguder, og mindre intelligente mennesker anser, selv om de går for at være meget lærde, disse halvguder for forskellige former af den Højeste Herre. I virkeligheden er halvguderne ikke Guds forskellige former, men Guds forskellige uadskillelige dele. Gud er én, og de uadskillelige dele er mange. I Vedaerne (Kaṭha Upaniṣad 2.2.13) står der, nityo nityānām: Gud er én. Īśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ (Brahma-saṁhitā 5.1). Den Højeste Gud er én – Kṛṣṇa – og halvguderne er blevet bemyndiget med magt til at administrere den materielle verden. Disse halvguder er alle levende væsener (nityānām) med forskellige grader af materiel magt. De kan ingenlunde være jævnbyrdige med den Højeste Gud – Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa. Den, der tror, at Gud og halvguderne er på samme niveau, kaldes en ateist eller pāṣaṇḍī. Selv de mægtige halvguder som Brahmā og Śiva kan ikke sammenlignes med den Højeste Herre. I virkeligheden bliver Herren tilbedt af halvguder som Brahmā og Śiva (śiva-viriñci-nutam, ŚB. 11.5.33). Ikke desto mindre har menneskesamfundet mærkeligt nok mange ledere, der bliver tilbedt af tåbelige folk under misforståede idéer om antropomorfisme eller zoomorfisme. Iha devatāḥ betegner et stort menneske eller en stor halvgud i denne materielle verden. Men Nārāyaṇa, Viṣṇu eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er ikke af denne verden. Han er hævet over eller transcendental til den materielle skabelse. Selv Śrīpāda Śaṅkarācārya, upersonalisternes leder, fastholder, at Nārāyaṇa eller Kṛṣṇa er hinsides den materielle skabelse. Tåbelige mennesker (hṛta- jñānāḥ, Bg. 7.20) tilbeder halvguderne, fordi de ønsker øjeblikkelige resultater. Resultaterne får de godt nok, men de ved ikke, at resultater, der er erhvervet således, er midlertidige og bestemt for mindre intelligente personer. Den intelligente person er Kṛṣṇa-bevidst og behøver ikke at tilbede ubetydelige halvguder for en eller anden umiddelbar midlertidig fordel. Denne materielle verdens halvguder såvel som deres tilbedere vil forsvinde, når den materielle verden bliver tilintetgjort. De goder, der kommer fra halvguderne, er materielle og midlertidige. Både de materielle verdener og deres beboere indbefattet halvguderne og deres tilbedere er bobler i det kosmiske ocean. I denne verden er menneskesamfundet imidlertid gal efter midlertidig materiel velstand i form af besiddelse af jord, familie og hvad sig dertil hører af nydelsesværdige ting. For at skaffe sig sådanne midlertidige ting tilbeder folk halvguderne eller dyrker mennesker i magtfulde stillinger i samfundet. Hvis en person får en ministerpost i regeringen ved at dyrke en politisk leder, ser han det som en stor velsignelse. Derfor ligger de alle på maven for de såkaldte ledere eller “store kanoner” for at få midlertidige velsignelser, og det lykkes dem også at få sådanne ting. Den slags tåbelige mennesker er ikke interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed, der er den permanente løsning på den materielle tilværelses genvordigheder. Alle er de ude efter sansenydelse, og for at få en smule facilitet til sansenydelse drages de til at dyrke bemyndigede levende væsener, der kaldes halvguder. Dette vers antyder, at folk sjældent er interesseret i Kṛṣṇa-bevidsthed. De er for det meste interesseret i materiel nydelse og tilbeder derfor et eller andet magtfuldt levende væsen.