TEXT 36
asaṁyatātmanā yogo
duṣprāpa iti me matiḥ
vaśyātmanā tu yatatā
śakyo ’vāptum upāyataḥ
asaṁyata — utøjlet; ātmanā — med sindet; yogaḥ — selverkendelse; duṣprāpaḥ — vanskeligt at opnå; iti — således; me — Min; matiḥ — mening; vaśya — behersket; ātmanā — med sindet; tu — men; yatatā — imens man bestræber sig; śakyaḥ — praktisk; avāptum — at opnå; upāyataḥ — med de rette midler.
For den, hvis sind er tøjlesløst, er selverkendelse en vanskelig opgave. Men den, hvis sind er behersket, og som stræber på den rette måde, er sikker på at lykkes. Det er min mening.
FORKLARING: Guddommens Højeste Personlighed erklærer, at den, der ikke indvilliger i den rette behandling for at løsrive sindet fra dets materielle engagement, ikke skal forvente at have held med selverkendelse. At forsøge at udøve yoga samtidig med, at man engagerer sindet i materiel nydelse, er som at forsøge at tænde et bål, imens man hælder vand på det. Praktisering af yoga uden mental kontrol er spild af tid. En sådan ydre opvisning af yoga er måske materielt indbringende, men værdiløs, når det kommer til åndelig erkendelse. Man må derfor beherske sindet ved konstant at engagere det i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. Medmindre man er engageret i Kṛṣṇa-bevidsthed, kan man ikke have vedvarende kontrol over sindet. Er man Kṛṣṇa-bevidst, opnår man let resultatet af yoga-udøvelse uden nogen særskilt anstrengelse, men en yoga-udøver kan ikke opnå fuldendelse uden at blive Kṛṣṇa-bevidst.