TEXT 30
sādhibhūtādhidaivaṁ māṁ
sādhiyajñaṁ ca ye viduḥ
prayāṇa-kāle ’pi ca māṁ
te vidur yukta-cetasaḥ
sa-adhibhūta — og den materielle manifestations styrende princip; adhidaivam — som styrer alle halvguderne; mām — Mig; sa-adhiyajñam — og som styrer alle ofringer; ca — også; ye — de, som; viduḥ — kender; prayāṇa — for døden; kāle — på tidspunktet; api — endog; ca — og; mām — Mig; te — de; viduḥ — kender; yukta-cetasaḥ — deres sind engageret i Mig.
De, der er i fuld bevidsthed om Mig, og som kender Mig, den Højeste Herre, som det styrende princip bag den materielle manifestation, bag halvguderne og bag alle offerhandlinger, kan forstå og kende Mig, Guddommens Højeste Personlighed, endog i dødsøjeblikket.
FORKLARING: De, der handler i Kṛṣṇa-bevidsthed, afviger aldrig fra vejen af den rene forståelse af Guddommens Højeste Personlighed. I det transcendentale samvær i Kṛṣṇa-bevidsthed kan man forstå, hvordan den Højeste Herre er det styrende princip bag den materielle manifestation og selv bag halvguderne. Gennem dette transcendentale samvær bliver man gradvist overbevist om Guddommens Højeste Personlighed, og på dødstidspunktet kan en sådan Kṛṣṇa-bevidst person aldrig glemme Kṛṣṇa. Helt naturligt bliver han derfor forfremmet til den Højeste Herres planet, Goloka Vṛndāvana.
Her i kapitel 7 beskrives det især, hvordan man kan blive en helt Kṛṣṇa-bevidst person. At være i selskab med Kṛṣṇa-bevidste personer er begyndelsen på Kṛṣṇa-bevidsthed. Et sådant samvær er åndeligt og sætter én i direkte kontakt med den Højeste Herre, og ved Kṛṣṇas nåde kan man forstå, at Han er Guddommens Højeste Personlighed. Samtidig kan man virkelig forstå det levende væsens naturlige position, og hvordan det levende væsen glemmer Kṛṣṇa og bliver viklet ind i materielle handlinger. Igennem en gradvis udvikling af Kṛṣṇa-bevidsthed i godt selskab kan det levende væsen forstå, at fordi han har glemt Kṛṣṇa, er han blevet betinget af den materielle naturs love. Han kan også forstå, at denne menneskelige livsform er hans chance for at genoplive hans Kṛṣṇa- bevidsthed, og at den bør anvendes til fulde for at opnå den Højeste Herres årsagsløse nåde.
Mange emner er blevet diskuteret i dette kapitel: mennesket i nød, det nysgerrige menneske, mennesket, der har materielle behov, viden om Brahman, viden om Paramātmā, befrielse fra fødsel, død og sygdom og tilbedelse af den Højeste Herre. Den, der virkelig er ophøjet i Kṛṣṇa- bevidsthed, bekymrer sig imidlertid ikke så meget om alle de forskellige metoder. Han engagerer sig helt enkelt direkte i Kṛṣṇa-bevidste aktiviteter og opnår derved faktisk sin naturlige position som Herren Kṛṣṇas evige tjener. På det plan finder han glæde i at høre om og forherlige den Højeste Herre i ren hengiven tjeneste. Han er overbevist om, at ved at gøre dette vil alle hans mål blive nået. Denne beslutsomme tro kaldes dṛḍha-vrata og er begyndelsen til bhakti-yoga eller transcendental kærlighedstjeneste. Det er alle skrifternes konklusion. Bhagavad-gītās kapitel 7 er essensen af denne overbevisning.
Således ender Bhaktivedanta-forklaringerne af Śrīmad-Bhagavad-gītās 7. kapitel, Viden om den Absolutte.