TEXT 44
tasmāt praṇamya praṇidhāya kāyaṁ
prasādaye tvām aham īśam īḍyam
piteva putrasya sakheva sakhyuḥ
priyaḥ priyāyārhasi deva soḍhum
tasmāt — derfor; praṇamya — idet jeg frembærer hyldester; praṇidhāya — N idet jeg lægger mig ned; kāyam — med kroppen; prasādaye — jeg bønfalder; tvām — Dig; aham — Jeg; īśam — den Højeste Herre; īḍyam — den tilbedelsesværdige; pitā iva — som en fader; putrasya — en søns (forseelse); sakhā iva — som en ven; sakhyuḥ — en vens; priyaḥ — en elsker; priyāyāḥ — den højst elskedes; arhasi — Du bør; deva — O min Herre; soḍhum — tolerere.
Du er den Højeste Herre, der er tilbedelsesværdig for alle levende væsener. Jeg kaster mig derfor i støvet for at tilbyde Dig mine hyldester og beder om Din nåde. Ligesom en far tolererer sin søns næsvished, en ven sin vens uforskammethed og en mand sin hustrus fortrolighed, beder jeg Dig venligst tolerere al den uret, jeg måtte have begået mod Dig.
FORKLARING: Kṛṣṇas hengivne relaterer til Kṛṣṇa i forskellige forhold. Den ene hengivne behandler Kṛṣṇa som sin søn, imens en anden forholder sig til Kṛṣṇa som til sin ægtemand, ven eller herre. Kṛṣṇa og Arjuna er forbundet i et venskabsforhold. Ligesom en far er overbærende, eller en ægtemand eller læremester er overbærende, er Kṛṣṇa også overbærende.