Bg 2.27
jātasya hi dhruvo mṛtyur
dhruvaṁ janma mṛtasya ca
tasmād aparihārye ’rthe
na tvaṁ śocitum arhasi
jātasya — for den, som er blevet født; hi — sandelig; dhruvaḥ — et faktum; mṛtyuḥ — døden; dhruvam — det er også et faktum; janma — fødsel; mṛtasya — for den døde; ca — også; tasmāt — derfor; aparihārye — det, som er uundgåeligt; arthe — hvad angår; na — ikke; tvam — du; śocitum — at sørge; arhasi — fortjener.
Den, der er blevet født, kan være sikker på at dø, og efter døden vil man helt sikkert fødes igen. Derfor bør du ikke sørge under udførelsen af din uundgåelige pligt.
FORKLARING: Man er tvunget til at blive født i overensstemmelse med sine handlinger i livet. Og efter at have afsluttet ét sæt handlinger er man tvunget til at dø for at blive født til det næste sæt. Således gennemgår man den ene cyklus af fødsel og død efter den anden uden at blive befriet. Dette kredsløb af fødsel og død skal imidlertid ikke ses som en retfærdiggørelse for mord, slagtning og krig, men på samme tid er vold og krig uundgåelige faktorer for at opretholde lov og orden i menneskesamfundet.
Slaget på Kurukṣetra var en uundgåelig hændelse, for det var den Højestes vilje, og det er en kṣatriyas pligt at kæmpe for den rette sag. Hvorfor skulle Arjuna være bange for eller forurettet over sine slægtninges død, siden han blot udførte sin rette pligt? Han var ikke skyldig i at overtræde loven og derfor heller ikke hjemfalden til at blive underkastet reaktionerne på syndige handlinger, sådan som han var så bange for det. Han ville ikke kunne forhindre sine slægtninge i at dø ved at undvige sin pligt, og han ville falde ned, hvis han valgte at gøre det forkerte.