TEXT 29
apāne juhvati prāṇaṁ
prāṇe ’pānaṁ tathāpare
prāṇāpāna-gatī ruddhvā
prāṇāyāma-parāyaṇāḥ
apare niyatāhārāḥ
prāṇān prāṇeṣu juhvati
apāne — i den nedadgående luft; juhvati — ofrer; prāṇam — den udadgående luft; prāṇe — i den udadgående luft; apānam — den nedadgående luft; tathā — ligesom også; apare — andre; prāṇa — af den udadgående luft; apāna — og den nedadgående luft; gatī — bevægelsen; ruddhvā — idet de bremser; prāṇa-āyāma — trance fremkaldt ved at indstille al vejrtrækning; parāyaṇāḥ — således tilbøjelig; apare — andre; niyata — efter at have behersket; āhārāḥ — fødeindtagelse; prāṇān — den udadgående luft; prāṇeṣu — i den udadgående luft; juhvati — ofrer.
Andre, der er tiltrukket til at beherske åndedrættet for at kunne forblive i trance, praktiserer ved at ofre det udadgående åndedræts bevægelse i det indadgående og det indadgående åndedræt i det udadgående for endelig til sidst at forblive i trance og ophøre med al vejrtrækning. Andre indskrænker deres indtagelse af føde og frembærer det udadgående åndedræt tilbage i sig selv som et offer.
FORKLARING: Dette yoga-system, hvor man skal beherske åndedrættet, kaldes prāṇāyāma, og i begyndelsen praktiseres det i haṭha-yogaens system gennem forskellige siddestillinger. Alle disse metoder anbefales for at beherske sanserne og gøre fremskridt i åndelig erkendelse. Denne praksis (prāṇāyāma) involverer beherskelse af livsluftene inde i kroppen for at få dem til at løbe i modsat retning. Apāna-luften går nedad, og prāṇa-luften går opad. Prāṇāyāma-yogīen øver sig i at ånde den modsatte vej, indtil strømmene neutraliseres i pūraka eller ligevægt. At ofre det udadgående åndedræt i det indadgående kaldes recaka. Når begge luftstrømme stopper helt, siges man at befinde sig i kumbhaka-yoga. Ved at udøve kumbhaka-yoga kan man forøge sin livslængde, så man kan blive fuldendt i åndelig erkendelse. Den intelligente yogī er interesseret i at opnå perfektion i løbet af ét liv uden at skulle vente til det næste. Ved at praktisere kumbhaka-yoga forlænger yogīen sin livslængde med mange, mange år. En Kṛṣṇa-bevidst person, der altid er situeret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, bliver imidlertid automatisk herre over sine sanser. Hans sanser er altid engageret i Kṛṣṇas tjeneste og har som sådan ingen mulighed for anden beskæftigelse. Ved livets slutning bliver han derfor helt naturligt overført til Herren Kṛṣṇas transcendentale plan. Følgelig gør han intet forsøg på at forlænge sit liv. Som der står i Bhagavad-gītā (14.26), bliver han øjeblikkeligt ophøjet til befrielsens plan:
māṁ ca yo ’vyabhicāreṇa
bhakti-yogena sevate
sa guṇān samatītyaitān
brahma-bhūyāya kalpate
“Den, der engagerer sig i ren hengiven tjeneste til Herren, sætter sig ud over den materielle naturs kvaliteter og bliver omgående ophøjet til det åndelige plan.” En Kṛṣṇa-bevidst person begynder fra det transcendentale niveau, og han er konstant i denne bevidsthed. Han falder derfor ikke ned, og til sidst kommer han direkte til Herrens bolig. Indskrænkelse af fødeindtagelse finder automatisk sted, når man kun spiser kṛṣṇa-prasāda eller mad, der først er ofret til Herren. At indskrænke sin indtagelse af føde er meget nyttigt, hvis man skal beherske sanserne, og uden at beherske sanserne er det umuligt at slippe ud af den materielle forvikling.