TEXT 40

FORKLARING: I Śrīmad-Bhāgavatam (1.5.17) instruerer Nārada Muni Vyāsadeva som følger:

“Hvis man opgiver alle materielle bestræbelser og søger fuldstændigt ly hos Guddommens Højeste Personlighed, behøver man på ingen måde frygte hverken tab eller degradering. På den anden side kan en ikke- hengiven til fulde engagere sig i sine foreskrevne pligter og alligevel intet opnå.” Af materielle aktiviteter er der mange, både dem, der følger skrifterne, og de rent traditionelle. En transcendentalist forventes at opgive alle materielle handlinger for at hellige sit liv til åndeligt fremskridt (eller mere præcist til Kṛṣṇa-bevidsthed). Man kan indvende, at igennem Kṛṣṇa-bevidsthed kan man opnå den højeste fuldkommenhed, hvis man fuldfører processen, men hvis man ikke opnår et sådant fuldendt stadie, taber man både materielt og åndeligt. Skrifterne indskærper, at man vil lide reaktioner på det, hvis man ikke gør sine foreskrevne pligter ordentligt. Hvis man derfor ikke kan udføre sine transcendentale aktiviteter ordentligt, skulle man tro, at man vil blive underkastet disse reaktioner. Śrīmad-Bhāgavatam forsikrer den fejlslagne transcendentalist for, at der ingen grund er til en sådan bekymring. Selv om man måske bliver underkastet reaktionen for ikke at have udført sine foreskrevne pligter til fulde, mister man alligevel intet, for lykkebringende Kṛṣṇa-bevidsthed vil aldrig blive glemt, og hvis man er således beskæftiget, vil man fortsætte med at være det, også selv om man skulle få en lav fødsel i sit næste liv. På den anden side vil den, der blot strengt følger de foreskrevne pligter, ikke nødvendigvis opnå gode resultater, hvis han ikke er Kṛṣṇa-bevidst.

Hvorfor dette er tilfældet, kan forstås på følgende måde. Menneskeheden kan inddeles i to kategorier, nemlig de regulerede og de uregulerede. De, der udelukkende beskæftiger sig med dyrisk sansetilfredsstillelse uden viden om deres næste liv eller åndelig frelse, hører til den uregulerede kategori. Og de, der følger skrifternes principper for foreskrevne pligter, tilhører den regulerede kategori. Uanset om de er civiliserede eller uciviliserede, uddannede eller uuddannede, stærke eller svage, er mennesker i den uregulerede kategori fulde af dyriske tilbøjeligheder. Deres handlinger er aldrig lykkebringende, for mens de nyder de animalistiske tilbøjeligheder i form af at spise, sove, forsvare sig og parre sig, forbliver de bestandigt i materiel eksistens, der altid er lidelsesfyldt. De, der på den anden side reguleres af de skriftlige anvisninger, og som på den måde gradvist stiger op til Kṛṣṇa-bevidsthed, gør afgjort fremskridt i livet.

De, der følger den lykkevarslende vej, kan inddeles i tre kategorier, nemlig (1) de, der følger skrifternes regler og forordninger og nyder materiel velstand, (2) de, der søger endelig frigørelse fra materiel eksistens, og (3) de, der er hengivne i Kṛṣṇa-bevidsthed. De, der følger skrifternes regler og reguleringer for at få materiel lykke, kan inddeles i yderligere to grupper: de, der er frugtstræbende arbejdere, og de, der ikke ønsker nogen form for sansetilfredsstillelse. De, der stræber efter de frugtbærende resultater for at få sansetilfredsstillelse, kan blive hævet til en højere levestandard og tilmed til de højere planeter, men fordi de ikke er fri for materiel eksistens, følger de stadigvæk ikke den virkeligt lykkevarslende vej. De eneste lykkebringende aktiviteter er dem, der fører én til frigørelse. Alle handlinger, hvis mål ikke er den højeste grad af selverkendelse eller befrielse fra den kropslige livsopfattelse, kan slet ikke siges at være lykkevarslende. Handling i Kṛṣṇa-bevidsthed er den eneste lykkebringende aktivitet, og alle, der frivilligt tolererer enhver form for kropsligt ubehag for at gøre fremskridt på den Kṛṣṇa-bevidste vej, kan kaldes fuldkomne transcendentalister under streng askese. Da det ottefoldige yoga-system er rettet mod den endelige erkendelse af Kṛṣṇa-bevidsthed, er en sådan praksis også lykkevarslende, og ingen, der gør sit bedste i den henseende, behøver være bange for at falde ned.