TEXT 20
kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ
prapadyante ’nya-devatāḥ
taṁ taṁ niyamam āsthāya
prakṛtyā niyatāḥ svayā
kāmaiḥ — af begær; taiḥ taiḥ — af forskellige; hṛta — berøvet; jñānāḥ — hvis viden; prapadyante — de overgiver sig; anya — til andre; devatāḥ — halvguder; tam tam — tilsvarende; niyamam — regler; āsthāya — idet de følger; prakṛtyā — af natur; niyatāḥ — beherskede; svayā — af deres egen.
De, hvis intelligens er blevet stjålet af materielle ønsker, overgiver sig til halvguder og tilbeder dem ifølge de særlige regler og forskrifter, der stemmer overens med deres egne naturer.
FORKLARING: De, der er fri for al materiel besmittelse, overgiver sig til den Højeste Herre og engagerer sig i Hans hengivne tjeneste. Så længe den materielle forurening ikke er vasket helt bort, er man af natur ikke- hengiven. Men selv de, der har materielle ønsker, og som søger tilflugt hos den Højeste Herre, er ikke så meget tiltrukket af den ydre natur. Fordi de vender sig mod det rigtige mål, bliver de snart fri for al materiel lyst. Det bliver anbefalet i Śrīmad-Bhāgavatam, at uanset om man er en ren hengiven og helt fri for materielle ønsker, om man er fyldt med materielle ønsker, eller om man ønsker befrielse fra materiel forurening, bør man under alle omstændigheder overgive sig til Vāsudeva og tilbede Ham. Ifølge Śrīmad-Bhāgavatam (2.3.10):
akāmaḥ sarva-kāmo vā
mokṣa-kāma udāra-dhīḥ
tīvreṇa bhakti-yogena
yajeta puruṣaṁ param
Mindre intelligente mennesker, der har mistet deres åndelige forstand, søger tilflugt hos halvguder for at få opfyldt deres materielle ønsker med det samme. Normalt vender den slags mennesker sig ikke til Guddommens Højeste Personlighed, fordi de befinder sig i naturens lavere kvaliteter (uvidenhed og lidenskab), og derfor dyrker de forskellige halvguder. De er tilfredse med blot at følge reglerne og forskrifterne for tilbedelse. Halvgudetilbederne motiveres af små ønsker og ved ikke, hvordan man når det højeste mål, men den Højeste Herres hengivne lader sig ikke vildlede. Eftersom den vediske litteratur anbefaler at tilbede forskellige guder til forskellige formål (f.eks. anbefales en syg at tilbede Solen), tror de, der ikke er Herrens hengivne, at halvguderne er bedre end den Højeste Herre til visse ting. Men en ren hengiven ved, at den Højeste Herre, Kṛṣṇa, er alles herre. Ifølge Caitanya-caritāmṛta (Ādi 5.142), ekale īśvara kṛṣṇa, āra saba bhṛtya: Kun Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, er herre, og alle andre er tjenere. En ren hengiven vender sig derfor aldrig til halvguderne for at få tilfredsstillet sine materielle behov. Han afhænger af den Højeste Herre, og den rene hengivne er tilfreds med uanset hvad, Herren giver ham.