No edit permissions for Dansk

TEXT 24

avyaktaṁ vyaktim āpannaṁ
manyante mām abuddhayaḥ
paraṁ bhāvam ajānanto
mamāvyayam anuttamam

avyaktam — umanifesteret; vyaktim — personlighed; āpannam — har antaget; manyante — de tror; mām — Mig; abuddhayaḥ — mindre intelligente personer; param — højeste; bhāvam — eksistens; ajānantaḥ — idet de ikke kender; mama — Min; avyayam — uforgængelige; anuttamam — den fineste.

Uintelligente mennesker, der ikke forstår Mig fuldstændigt, tror, at Jeg, Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, før var upersonlig og nu har antaget denne personlighed. På grund af deres ringe viden kender de ikke Min højere natur, der er uforgængelig og suveræn.

FORKLARING: De, der er tilbedere af halvguder, er blevet beskrevet som mindre intelligente, og her beskrives upersonalisterne på samme måde. Herren Kṛṣṇa taler her til Arjuna i Sin personlige form, og alligevel hævder upersonalisterne i deres uvidenhed, at den Højeste Herre yderst set ingen form har. Yāmunācārya, en stor hengiven af Herren i discipelrækken fra Rāmānujācārya, har skrevet et rammende vers i den forbindelse (Stotra-ratnam 12):

tvāṁ śīla-rūpa-caritaiḥ parama-prakṛṣṭaiḥ
sattvena sāttvikatayā prabalaiś ca śāstraiḥ
prakhyāta-daiva-paramārtha-vidāṁ mataiś ca
naivāsura-prakṛtayaḥ prabhavanti boddhum

“Min kære Herre, hengivne som Vyāsadeva og Nārada kender Dig som Guddommens Personlighed. Ved at forstå forskellige vediske skrifter kan man komme til indsigt om Dine egenskaber, Din form og Dine aktiviteter, og man kan således forstå, at Du er Guddommens Højeste Personlighed. Men de, der befinder sig i lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter, dæmonerne og de ikke-hengivne, kan ikke forstå Dig. De kan umuligt forstå Dig. Uanset hvor dygtige sådanne ikke-hengivne er til at diskutere Vedānta, Upaniṣaderne og anden vedisk litteratur, er det ikke muligt for dem at forstå Guddommens Personlighed.”

Ifølge Brahma-saṁhitā kan Guddommens Personlighed ikke forstås ved kun at studere Vedānta-litteraturen. Alene ved den Højeste Herres nåde kan man forstå den Højestes personlighed. Det fastslås derfor klart i dette vers, at ikke kun halvgudetilbederne er mindre intelligente, men de ikke-hengivne, der arbejder med Vedānta og spekulationer over den vediske litteratur uden anstrøg af ægte Kṛṣṇa-bevidsthed, er også mindre intelligente, og for dem er det umuligt at forstå Guds personlige natur. Personer, der er af den opfattelse, at den Absolutte Sandhed er upersonlig, beskrives her som abuddhayaḥ, der hentyder til dem, der intet kendskab har til det højeste aspekt af den Absolutte Sandhed. Der står i Śrīmad-Bhāgavatam (1.2.11), at den højeste erkendelse begynder med den upersonlige Brahman og siden udvikler sig op til den lokaliserede Oversjæl, men det sidste ord i den Absolutte Sandhed er Guddommens Personlighed. Moderne upersonalister er endnu mindre intelligente, for de følger ikke engang deres egen forgænger, Śaṅkarācārya, der specifikt erklærede, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed. Fordi upersonalister ikke kender den Højeste Sandhed, tror de som følge deraf, at Kṛṣṇa kun er søn af Devakī og Vasudeva eller en prins eller et eller andet kraftfuldt levende væsen. Denne indstilling fordømmes også i Bhagavad-gītā (9.11) med ordene avajānanti māṁ mūḍhā, mānuṣīṁ tanum āśritam: “Kun tåber anser Mig for at være et almindeligt menneske.”

Faktum er, at uden hengiven tjeneste, og uden at man udvikler Kṛṣṇa- bevidsthed, kan ingen forstå Kṛṣṇa. I Śrīmad-Bhāgavatam (10.14.29) bekræftes dette som følger:

athāpi te deva padāmbuja-dvaya-
prasāda-leśānugṛhīta eva hi
jānāti tattvaṁ bhagavan-mahimno
na cānya eko ’pi ciraṁ vicinvan

“Min Herre, hvis man bliver begunstiget af bare et anstrøg af nåden fra Dine lotusfødder, kan man forstå Din personligheds storhed. Men de, der spekulerer for at forstå Guddommens Højeste Personlighed, vil ikke kunne begribe Dig, om de så fortsætter deres studier af Vedaerne i mange år.” Man kan ikke forstå Guddommens Højeste Personlighed, Kṛṣṇa, eller Hans form, kvalitet eller navn udelukkende igennem intellektuel spekulation eller diskussion af vedisk litteratur. Man skal forstå Ham gennem hengiven tjeneste. Kun når man er helt engageret i Kṛṣṇa- bevidsthed, der begynder med fremsigelsen af mahā-mantraet – Hare Kṛṣṇa, Hare Kṛṣṇa, Kṛṣṇa Kṛṣṇa, Hare Hare/ Hare Rāma, Hare Rāma, Rāma Rāma, Hare Hare – kan man forstå Guddommens Højeste Personlighed. Ikke-hengivne upersonalister tror, at Kṛṣṇa har en krop, der er lavet af denne materielle natur, og at alle Hans aktiviteter, Hans form og alting er māyā. Disse upersonalister kaldes māyāvādīer. De kender ikke den højeste sandhed.

Der står specifikt i dette kapitels vers 20, kāmais tais tair hṛta-jñānāḥ, prapadyante ’nya-devatāḥ: “De, der er forblændet af lystne ønsker, overgiver sig til forskellige halvguder.” Det er blevet fastslået, at ud over Guddommens Højeste Personlighed findes der halvguder, der har deres forskellige planeter, og Herren har også en planet. Som der står i vers 23, devān deva-yajo yānti, mad-bhaktā yānti mām api: Halvgudetilbederne kommer til halvgudernes forskellige planeter, og Herren Kṛṣṇas hengivne kommer til Kṛṣṇaloka-planeten. Til trods for disse klare udtalelser hævder tåbelige upersonalister ikke desto mindre, at Herren er formløs, og at disse former er en illusion. Får man ved at studere Bhagavad-gītā indtryk af, at halvguderne og deres boliger er upersonlige? Det er klart, at hverken halvguderne eller Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, er upersonlige. De er alle personer. Herren Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, Han har Sin egen planet, og halvguderne har deres.

Den monistiske påstand om, at den endelige sandhed er formløs, og at form er illusorisk, er derfor ikke sand. Her fastslås det udtrykkeligt, at form ikke er en illusion. Fra Bhagavad-gītā får vi en klar forståelse af, at halvgudernes former og den Højeste Herres form eksisterer samtidigt, og at Herren Kṛṣṇa er sac-cid-ānanda, evig lyksalig viden. I Vedaerne bekræftes det også, at den Højeste Absolutte Sandhed er viden og lyksalig glæde (vijñānam ānandaṁ brahma, Bṛhad-āraṇyaka Upaniṣad 3.9.28), og at Han er et reservoir af endeløse lykkebringende kvaliteter (ananta- kalyāṇa-guṇātmako ’sau, Viṣṇu Purāṇa 6.5.84). Og i Bhagavad-gītā (4.6) udtaler Herren, at skønt Han er aja (ufødt), åbenbarer Han sig alligevel. Det er disse kendsgerninger, vi skal nå frem til i vores forståelse af Bhagavad-gītā. Det overgår vores forstand, hvordan Guddommens Højeste Personlighed skulle kunne være upersonlig. Hvad Bhagavad- gītās udtalelser angår, er de upersonlige monisters illusionsteori forkert. Her fremgår det tydeligt, at den Højeste Absolutte Sandhed, Herren Kṛṣṇa, har form såvel som personlighed.

« Previous Next »