No edit permissions for Dansk

TEXT 14

satataṁ kīrtayanto māṁ
yatantaś ca dṛḍha-vratāḥ
namasyantaś ca māṁ bhaktyā
nitya-yuktā upāsate

satatam — altid; kīrtayantaḥ — idet de synger; mām — om Mig; yatantaḥ — N idet de bestræber sig fuldstændigt; ca — også; dṛḍha-vratāḥ — med beslutsomhed; namasyantaḥ — idet de bukker sig ned; ca — og; mām — Mig; bhaktyā — med hengivenhed; nitya-yuktāḥ — bestandigt engagerede; upāsate — de tilbeder.

Disse store sjæle tilbeder Mig bestandigt med hengivenhed ved altid at lovprise Mine herligheder, bestræbe sig med stor beslutsomhed og bøje sig ned for Mig.

FORKLARING: En mahātmā kan ikke fabrikeres blot ved at give et almindeligt menneske en titel. Hans kendetegn beskrives her: En mahātmā er altid engageret i at lovprise den Højeste Herre, Kṛṣṇa, Guddommens Personligheds, fortræffeligheder. Han laver ikke andet. Han er altid travlt optaget af at forherlige Herren. Han er med andre ord ikke en upersonalist. Når vi taler om forherligelse, betyder det, at man skal forherlige den Højeste Herre ved at prise Hans hellige navn, Hans evige form, Hans transcendentale egenskaber og Hans usædvanlige lege. Alle disse ting skal man forherlige. En mahātmā er derfor knyttet til Guddommens Højeste Personlighed.

Den, der er knyttet til den Højeste Herres upersonlige aspekt, brahmajyoti, omtales ikke som mahātmā i Bhagavad-gītā. Han beskrives på anden vis i næste vers. Som der står skrevet i Śrīmad-Bhāgavatām (7.5.23), har mahātmāen altid travlt med forskellige ting i hengiven tjeneste som at høre og synge om Viṣṇu og ikke om nogen halvgud eller noget menneske. Det er hengivenhed: śravaṇaṁ kīrtanaṁ viṣṇoḥ og smaraṇam, at huske Ham. En sådan mahātmā er fast besluttet på i sidste ende at opnå at være sammen med den Højeste Herre i en af de fem transcendentale rasaer. For at opnå denne fuldendelse engagerer han alle sine mentale, kropslige, verbale og alle andre aktiviteter i den Højeste Herre, Śrī Kṛṣṇas, tjeneste. Dét kaldes fuldstændig Kṛṣṇa-bevidsthed.

I hengiven tjeneste er der visse ting, der kaldes beslutsomme, såsom at faste på særlige dage som Månens ellevte dag (ekādaśī) og på Herrens åbenbarelsesdag. De store ācāryaer har givet alle disse regler og forskrifter for dem, der virkelig er interesseret i at få adgang til Guddommens Højeste Personligheds selskab i den transcendentale verden. Mahātmāerne eller de store sjæle overholder strengt alle disse regler og forskrifter og kan som sådan være sikre på at opnå det ønskede resultat.

Som beskrevet i vers 2 i dette kapitel er hengiven tjeneste ikke bare nem, men kan tilmed gøres med glæde. Man behøver ikke at gennemgå streng askese eller bodsøvelse. Man kan leve dette liv i hengiven tjeneste under vejledning af en dygtig åndelig mester i en hvilken som helst situation, uanset om det er som husholder, sannyāsī eller brahmacārī. Ligegyldigt hvilken status man har, eller hvor i verden man befinder sig, kan man engagere sig i denne hengivne tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed og således blive en virkelig mahātmā, en stor sjæl.

« Previous Next »