TEXT 35
sañjaya uvāca
etac chrutvā vacanaṁ keśavasya
kṛtāñjalir vepamānaḥ kirīṭī
namaskṛtvā bhūya evāha kṛṣṇaṁ
sa-gadgadaṁ bhīta-bhītaḥ praṇamya
sañjayaḥ uvāca — Sañjaya sagde; etat — denne; śrutvā — efter at have hørt; vacanam — tale; keśavasya — Kṛṣṇas; kṛta-añjaliḥ — med foldede hænder; vepamānaḥ — skælvende; kirīṭī — (den kronebærende) Arjuna; namaskṛtvā — idet han frembar hyldester; bhūyaḥ — igen; eva — også; āha — sagde han; kṛṣṇam — til Kṛṣṇa; sa-gadgadam — med dirrende stemme; bhīta-bhītaḥ — frygtsom; praṇamya — idet han frembar hyldester.
Sañjaya sagde til Dhṛtarāṣṭra: O Konge, efter at han havde hørt dette fra Guddommens Højeste Personlighed, fremførte en skælvende Arjuna gang på gang med foldede hænder sine hyldester. Med dirrende stemme talte han frygtsomt til Herren som følger.
FORKLARING: Som vi allerede har forklaret det, blev Arjuna overvældet af forundring over den situation, som Guddommens Højeste Personligheds universelle form havde fremkaldt. Han begyndte således at tilbyde Kṛṣṇa sine respektfulde hyldester igen og igen, og med skælvende stemme gav han sig til at bede, ikke som en ven, men som en hengiven i forundring.