TEXT 3

FORKLARING: Der er forskellige grader af mennesker, og ud af mange tusinde er der måske ét, der er tilstrækkelig interesseret i transcendental erkendelse til at forsøge at forstå, hvad selvet er, hvad kroppen er, og hvad den Absolutte Sandhed er. I almindelighed er menneskeheden blot optaget af dyriske tilbøjeligheder som at spise, sove, parre sig og forsvare sig, og så godt som ingen er interesserede i transcendental viden. De første seks kapitler i Bhagavad-gītā henvender sig til dem, der er interesserede i transcendental viden, i at forstå selvet, Overselvet og erkendelsesprocessen gennem jñāna-yoga og dhyāna-yoga og i at kunne skelne selvet fra materie. Kṛṣṇa kan imidlertid kun forstås af personer, der er Kṛṣṇa-bevidste. Andre transcendentalister kan muligvis opnå upersonlig Brahman-erkendelse, for det er lettere end at forstå Kṛṣṇa. Kṛṣṇa er den Højeste Person, men Han er samtidig hinsides kundskaben om Brahman og Paramātmā. Yogīerne og jñānīerne forvirres i deres forsøg på at forstå Kṛṣṇa. Selv om den mest betydningsfulde af upersonalisterne, Śrīpāda Śaṅkarācārya, i sin Bhagavad-gītā-kommentar har medgivet, at Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, anerkender hans tilhængere ikke Kṛṣṇa som sådan, for det er meget svært at forstå Kṛṣṇa, selv om man har transcendental erkendelse af den upersonlige Brahman.

Kṛṣṇa er Guddommens Højeste Personlighed, alle årsagers årsag og den oprindelige Herre, Govinda. Ifølge Brahma-samhitā (5.1), iśvaraḥ paramaḥ kṛṣṇaḥ, sac-cid-ānanda-vigrahaḥ/ anādir ādir govindaḥ, sarva- kāraṇa-kāraṇam. Det er meget svært for de ikke-hengivne at forstå Ham. Skønt ikke-hengivne hævder, at bhakti-yoga eller den hengivne tjenestes vej er meget nem, kan de ikke følge den. Hvis bhakti-metoden er så let, som den ikke-hengivne klasse af mennesker hævder det, hvorfor vælger de så den besværlige vej? I virkeligheden er bhaktiens vej ikke let. Den såkaldte bhakti-vej, der bliver praktiseret af uautoriserede personer uden viden om bhakti, er måske nem, men når der virkelig skal praktiseres i overensstemmelse med reglerne og forskrifterne, falder de spekulative lærde og filosoffer fra. Śrīla Rūpa Gosvāmī skriver i sin Bhakti-rasāmṛta-sindhu (1.2.101):

“Gudshengiven tjeneste, der lader hånt om autoriserede vediske skrifter såsom Upaniṣaderne, Purāṇaerne og Nārada Pañcarātra, er blot en unødig forstyrrelse i samfundet.”

Det er umuligt for den Brahman-realiserede upersonalist eller den Paramātmā-realiserede yogī at forstå Kṛṣṇa, Guddommens Højeste Personlighed, som moder Yaśodās søn eller Arjunas stridsvognsfører. Selv de store halvguder bliver somme tider forvirrede over Kṛṣṇa (muhyanti yat sūrayaḥ, ŚB. 1.1.1). Māṁ tu veda na kaścana: “Ingen kender Mig, som Jeg er,” erklærer Herren (Bg. 7.26). Og hvis nogen skulle kende Ham, da sa mahātmā su-durlabhaḥ (Bg. 7.19): “Sådan en stor sjæl er yderst sjælden.” Derfor kan man ikke forstå Kṛṣṇa, som Han er (tattvataḥ), medmindre man praktiserer hengiven tjeneste til Herren, ikke engang selv om man er en stor lærd eller filosof. Kun de rene hengivne kan vide noget om Kṛṣṇas ufattelige transcendentale egenskaber, såsom hvordan Han er alle årsagers årsag, Hans almagt og overdådighed og Hans rigdom, berømmelse, styrke, skønhed, viden og forsagelse, for Kṛṣṇa er kun velvilligt indstillet over for Sine hengivne. Han er det sidste ord i Brahman-erkendelsen, og de hengivne er de eneste, der kan erkende Ham, som Han er. Derfor står der skrevet (Bhakti-rasāmṛta-sindhu 1.2.234):

“Ingen kan forstå Kṛṣṇa, som Han er, med de grove materielle sanser. Men Han afslører Sig Selv for Sine hengivne, når Han er fornøjet med dem på grund af deres transcendentale kærlighedstjeneste til Ham.”