No edit permissions for Dansk

KAPITEL NI

Den mest fortrolige viden

TEXT 1: Guddommens Højeste Personlighed sagde: Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, skal Jeg nu give dig den mest fortrolige viden og erkendelse. Når du kender den, vil du blive befriet for den materielle tilværelses lidelser.

TEXT 2: Denne viden er kongen over al uddannelse, den hemmeligste af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og fordi den giver en direkte opfattelse af selvet gennem erkendelse, er den fuldendelsen af al religion. Den er evig, og den udføres med glæde.

TEXT 3: De, der ingen tro har på denne hengivne tjeneste, kan ikke opnå Mig, O du fjendens betvinger. De vender derfor tilbage til kredsløbet af fødsel og død i denne materielle verden.

TEXT 4: Hele dette univers gennemstrømmes af Mig i Min umanifesterede form. Alle levende væsener er i Mig, men Jeg er ikke i dem.

TEXT 5: Og alligevel hviler alt, der er skabt, ikke i Mig. Se blot Min mystiske overdådighed! Selv om Jeg opretholder alle levende væsener og er til stede overalt, er Jeg alligevel ikke en del af denne kosmiske manifestation, for Jeg er selve kilden til skabelsen.

TEXT 6: Forstå, at ligesom den vældige vind, der blæser overalt, altid hviler i rummet, hviler alle skabte væsener i Mig.

TEXT 7: O Kuntīs søn, ved tidsalderens afslutning opgår alle materielle manifestationer i Min natur, og ved begyndelsen på en ny tidsalder skaber Jeg dem atter gennem Min kraft.

TEXT 8: Hele den kosmiske orden står under Mig. Ved Min vilje bliver den automatisk manifesteret igen og igen, og ifølge Min vilje bliver den til sidst tilintetgjort.

TEXT 9: Alt dette arbejde kan ikke binde Mig, O Dhanañjaya. Jeg er for bestandigt hævet over alle disse materielle aktiviteter, som om Jeg var neutralt situeret.

TEXT 10: Denne materielle natur, der er en af Mine energier, fungerer under Min ledelse og frembringer alle bevægelige såvel som ubevægelige skabninger, O Kuntīs søn. Under dens lov skabes og tilintetgøres denne manifestation igen og igen.

TEXT 11: Tåber håner Mig, når Jeg nedstiger i menneskelig skikkelse. De kender ikke Min transcendentale natur som den Højeste Herre over alt, der er til.

TEXT 12: De, der er således forvirrede, tiltrækkes af dæmoniske og ateistiske anskuelser. I denne vildledte tilstand forpurres alle deres håb om befrielse, deres frugtstræbende handlinger og deres kultivering af viden.

TEXT 13: O Pṛthās søn, de store sjæle, der ikke er vildledte, står under den guddommelige naturs beskyttelse. De er fuldt ud engageret i hengiven tjeneste, for de kender Mig som Guddommens Højeste Personlighed, oprindelig og uudtømmelig.

TEXT 14: Disse store sjæle tilbeder Mig bestandigt med hengivenhed ved altid at lovprise Mine herligheder, bestræbe sig med stor beslutsomhed og bøje sig ned for Mig.

TEXT 15: Andre, der engagerer sig i offerhandlinger ved at kultivere viden, tilbeder den Højeste Herre som Én uden lige, som forskellig i mange og som den universelle form.

TEXT 16: Men det er Mig, der er ritualet og offerhandlingen, offergaven til forfædrene, den helbredende urt og den transcendentale hymne. Jeg er smørret, ilden og ofringen.

TEXT 17: Jeg er dette univers’ fader såvel som moder, understøtter og bedstefader. Jeg er genstanden for al viden, den rensende kraft og stavelsen oṁ. Jeg er også Ṛg, Sāma og Yajur Veda.

TEXT 18: Jeg er målet, opretholderen, herren, vidnet, boligen, tilflugtsstedet og den kæreste ven. Jeg er skabelsen og tilintetgørelsen, altings grundlag, hvilestedet og det evige frø.

TEXT 19: O Arjuna, Jeg giver varme, og Jeg sender regn og holder regnen tilbage. Jeg er udødelighed, og Jeg er også døden personificeret. Både ånd og materie er i Mig.

TEXT 20: De, der studerer Vedaerne og drikker soma-drik i en søgen efter de himmelske planeter, tilbeder Mig indirekte. Efter at være blevet renset for syndige reaktioner bliver de født på Indras fromme himmelske planet, hvor de nyder guddommelige glæder.

TEXT 21: Efter således at have nydt umådelig himmelsk sansenydelse, og resultaterne af deres fromme handlinger er opbrugte, vender de atter tilbage til denne dødelige planet. Således opnår de, der søger sansenydelse ved at følge principperne i de tre Vedaer, kun gentagen fødsel og død.

TEXT 22: Men til dem, der altid tilbeder Mig med udelt hengivenhed og mediterer på Min transcendentale form, bringer Jeg det, de mangler, og Jeg bevarer det, de har.

TEXT 23: De, der er hengivne af andre guder og tilbeder dem med tro, tilbeder i virkeligheden kun Mig, men de gør det på en forkert måde, O Kuntīs søn.

TEXT 24: Jeg er den eneste nyder og herre over alle offerhandlinger. De, der ikke anerkender Min sande transcendentale natur, falder derfor ned.

TEXT 25: De, der tilbeder halvguderne, vil blive født blandt halvguderne. De, der tilbeder forfædrene, kommer til forfædrene. De, der dyrker spøgelser og ånder, vil blive født blandt sådanne væsener, og de, der tilbeder Mig, vil komme til at leve sammen med Mig.

TEXT 26: Hvis en person tilbyder Mig et blad, en blomst, lidt frugt eller noget vand med kærlighed og hengivenhed, tager Jeg imod det.

TEXT 27: Alt hvad du gør, alt hvad du spiser, alt hvad du ofrer eller giver væk, og alle former for askese, som du udfører – gør alle disse som et offer til Mig, O Kuntīs søn.

TEXT 28: På denne måde vil du blive frigjort fra arbejdets trældom og dets gode og dårlige resultater. Med dit sind fæstnet på Mig gennem dette princip om forsagelse vil du blive befriet og komme til Mig.

TEXT 29: Jeg misunder ingen, og Jeg er heller ikke partisk over for nogen. Jeg er ens mod alle. Men den, der tjener Mig med hengivenhed, er en ven og er i Mig, og Jeg er også hans ven.

TEXT 30: Selv om en person gør de mest forkastelige ting, skal han anses for at være en helgen, hvis han er engageret i hengiven tjeneste, for han er korrekt situeret i sin beslutsomhed.

TEXT 31: Han bliver hurtigt retskaffen og opnår varig fred. O Kuntīs søn, bekendtgør det frimodigt, at Min hengivne aldrig forgår.

TEXT 32: De, der søger tilflugt hos Mig, kan nå det højeste mål, O Pṛthās søn, også selv om de skulle være af lavere byrd såsom kvinder, vaiśyaer [handelsfolk] og śūdraer [arbejdere].

TEXT 33: Hvor meget mere må dette så ikke gælde for de retskafne brāhmaṇaer, de hengivne og de hellige konger? Nu, hvor du er kommet til denne midlertidige, lidelsesfyldte verden, bør du derfor engagere dig i kærlighedstjeneste til Mig.

TEXT 34: Tænk altid på Mig, bliv Min hengivne, buk dig ned for Mig og tilbed Mig. Ved at være fuldstændig fordybet i Mig vil du med sikkerhed komme til Mig.

« Previous Next »