TEXT 6
etad-yonīni bhūtāni
sarvāṇīty upadhāraya
ahaṁ kṛtsnasya jagataḥ
prabhavaḥ pralayas tathā
etat — disse to naturer; yonīni — hvis kilde til fødsel; bhūtāni — alt, som er skabt; sarvāṇi — alle; iti — således; upadhāraya — vær forvisset om; aham — Jeg; kṛtsnasya — af hele; jagataḥ — verden; prabhavaḥ — kilden til manifestation; pralayaḥ — udslettelsen; tathā — såvel som.
Alle skabte væsener udspringer af disse to naturer. Vær forvisset om, at Jeg er både oprindelsen til og udslettelsen af alt, der er materielt, og alt, der er åndeligt i denne verden.
FORKLARING: Alt, der eksisterer, er en frembringelse af materie og ånd. Ånd er selve grundlaget og baggrunden for skabelsen, og materie bliver skabt af ånd. Ånd bliver ikke til på et vist stadie i den materielle udvikling. Tværtimod manifesteres denne materielle verden udelukkende på grundlag af den åndelige energi. Denne materielle krop udvikler sig, fordi ånden er til stede inden i materien. Et barn vokser gradvist op til at blive en dreng og derfra til en mand på grund af den højere energi, den åndelige sjæls, tilstedeværelse. På samme måde bliver hele universets gigantiske kosmiske manifestation udviklet på grund af Oversjælen, Viṣṇus, tilstedeværelse. Derfor er ånd og materie, der kombinerer sig og derved manifesterer denne gigantiske universelle form, oprindeligt to af Herrens energier, og følgelig er Herren den oprindelige årsag til alting. En fragmentarisk uadskillelig del af Herren (det levende væsen) kan være årsag til en stor skyskraber, en stor fabrik eller selv en stor by, men han kan ikke være årsag til et stort univers. Årsagen til det store univers er den store sjæl eller Oversjælen. Og Kṛṣṇa, den Højeste, er årsag til både de store og små sjæle. Han er således alle årsagers oprindelige årsag. Det bliver bekræftet i Kaṭha Upaniṣad (2.2.13) med ordene nityo nityānāṁ cetanaś cetanānām.